NGO er en international betegnelse. Akronymet står for non-governmental organization. Men det er misvisende. Ja, et oxymoron vil nogen sige. For mange af de hersens organisationer modtager millioner af skatteborgernes penge. År ud og år ind. Men hvad værre er, nogle af dem, for nu ikke at sige de fleste, promoverer en politisk agenda, som man kun kan være enig i, hvis man befinder sig på den yderste venstrefløj, som meget få af de danske vælgere gør.
Så hvorfor i al videste verden skal vi alle sammen betale til dem?
I den gode sags tjeneste
For en del år siden gik en kvinde ind på min matrikel, mens jeg sorterede affald. Hun spurgte, om jeg ville støtte hendes NGO. Det havde jeg gjort. Engang. Lige indtil det gik op for mig, at den, ligesom mange andre NGO’er her i landet, havde en privilegeret elite og dens proselytter fra den værdipolitisk yderste venstrefløj ved roret. Så jeg sagde pænt nej tak. Men en facer, som det hedder i godhedsindustrien se, lader sig ikke sådan affeje. Et nej er ikke et nej.
Det vidste jeg egentlig godt fra venner, der uforsigtigt havde givet donationer via mobile pay og efterfølgende var blevet kimet ned. Trustpilot er tapetseret med – lad os da bare kalde det - dårlige kundeoplevelser med diverse facere.se og se og se fx her. Efter at være blevet søgt moralsk udskammet og inkvisitorisk spurgt ind til husstandens øvrige beboere, der jo skulle have muligheden for at støtte den gode sag, nu jeg ikke ville, fandt jeg senere samme dag en konvolut i brevsprækken. Med et giro-indbetalingskort.
Men faceren kunne godt have sparet sig. For jeg støtter ikke venstreradikal aktivisme. Eller er det nu også rigtigt? Nej, beklageligvis ikke. For som skatteborger er man tvangsindlagt til at promovere den yderste venstrefløjs agendaer og værdier. Det er nemlig på finansloven!
Danske ikke-statslige hjælpeorganisationer på finansloven
Af finansloven fremgår det, at mange af de velgørende institutioner i Danmark, der smykker sig med titlen NGO, figurerer med millionbeløb. Sammen med andre organisationer, der alle er verdensvendte og omfavner FN’s verdensmål udi klima, køn og kulturforståelse. Med andre ord underafdelinger af internationale organisationer. (Se side 152)
Det er da også VERDEN, som NGO’erne synes mest optaget af. Især den muslimske.
Der er ellers ifølge organisationen Open Doors 380 millioner forfulgte kristne ude i den vide verden, ikke mindst i MENAP-landene. Et tal, der bare stiger og stiger se. Men dem og deres lidelser i f.eks. Nigeria se er der ikke mange NGO’er, der kerer sig om. Eller hvad med de fordrevne armenske kristne fra det nu tidligere Nagorno-Karabakh? se
Eller jøderne, der igen i foruroligende grad forfølges i Europa – ikke mindst her i Danmark? Nej, bedrøveligt og skammeligt nok ikke.
Ønsker man at sprede det forstemmende budskab om vor tids kristen- og jødeforfølgelser med et klistermærke eller en t-shirt og protestere imod overgrebene og folkedrabet på dem, er det op ad bakke. Mens det ikke skorter på mærkater imod racisme i Danmark, for kønskampen og til støtte for Palæstina, forstås. se
Senest har Oxfam begået en video se til formålet, der ligner en kopi af den tåkrummende I take responsibility video fra Hollywood, hvor det også handlede mere om selvpromovering og følelser end om fakta. se
Siden 1970’erne er det den palæstinensiske sag, der har stået højst på både marxisternes og på mange NGOers liste over værdige formål. Efter 7/10-terrorangrebet fra Hamas mod Israel er det paradoksalt nok blevet endnu tydeligere, at det forholder sig sådan.
Hjertesager
Johanne Schmidt-Nielsen, den tidligere politiske ordfører for Enhedslisten, er leder af Red Barnet med titel af generalsekretær. En titel, der er blevet brugt flittigt af kommunistiske ledere i bl.a. Kina, det tidligere Sovjetunionen og i DDR, og som nu bruges lige så flittigt om lederne af NGO’er.
Gaza, der ellers har sin egen hjælpeorganisation under FN, nemlig UNRWA, er hjertesagen over alle hjertesager hos Red Barnet.se og se
Red Barnets prioriteter går godt i tråd med Enhedslistens. Partiet kæmper også utrætteligt for permanent opholdstilladelse til flygtninge og migranter, for at IS-mødrene og deres børn blev hentet tilbage til Danmark fra al-Hol lejren etc. For nu bare at nævne et par ting. se og se
Da et medlem af Alternativet for nylig stillede et §20 spørgsmål om børn på asyl- og udrejsecentre (i tilknytning til partiets forslag om, at disse børn, hvis forældre er i udrejseposition, og altså ikke har ret til asyl, skulle ud og bo i kommunerne), nævnte folketingsmedlemmet, at det havde Red Barnet skam også bakket op om. se
Ligesom Enhedslisten har både Amnesty International og Mellemfolkeligt Samvirke været repræsenteret ved pro-palæstinensiske demonstrationer i kølvandet på Hamas’ terrorangreb. Demonstrationer, der har været kritiseret for at trække tråde til terrororganisationen PFLP, og hvor der er blevet råbt på et Palæstina fra floden til havet, altså staten Israels udslettelse. se og se og se
At bide den hånd, der fodrer en
Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, der støttes med 129 millioner af skatteborgernes penge årligt, var en af initiativtagerne til et søgsmål imod den danske stat for våbensalg til Israel. En sag der nu er blevet afvist af Landsretten.se Den bedrift modtog han Human Act-prisen for. En pris indstiftet for at ære folk, der kæmper for FN’s verdensmål. Greta Thunberg og Sikandar Siddique, hvis parti vil have staten Israel opløst, se er tidligere modtagere.se
Medsagsøger mod staten er Oxfam, som modtager 103 millioner fra statskassen. Sammen med Al-Haq, en palæstinensisk – EU-støttet - NGO, som er under beskyldning for at have tilknytning til PFLP, se og se og se samt Amnesty International. Sidstnævnte har stolt fremhævet, at Francesca Albanese, der har titel af FN-rapportør for de palæstinensiske områder, bakker op om søgsmålet. Albanese har i en video lovprist det som værende eksemplarisk. se
Enhedslistens Trine Pertou Mach kalder hende for en af de allervigtigste stemmer for retfærdighed, menneskerettigheder og international lov, se, mens Albanese i bl.a. USA beskyldes for antisemitisme og Hamas apologi se og se. Hun har her i Danmark holdt foredrag for studerende sammen med Greta Thunberg, hvor hun har refereret til Israel som det sidste grænseland for Vestens kolonialisme.se
Generalsekretærerne Johanne Schmidt Nielsen, Tim Whyte og Oxfams Lars Koch har sammen med 11 andre ledere af danske NGO’er skrevet under på en protestskrivelse mod den danske regerings ageren i forhold til Israel. Budskabet var tydeligvis politisk. se og se og se og se og se
Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er
Hvis det ikke var det før, så må det efter 7/10-terrorangrebet være soleklart for enhver, hvor politiserede nogle af landets NGO’er er.
Det, man kan spørge lovgiverne i Danmark om, er derfor, hvorfor samtlige skatteborgere i Danmark skal tvinges til at understøtte, og derved fremme, deres venstreorienterede agendaer? Det er det, denne kronikør opponerer imod. Er det et demokrati værdigt, kære politikere? Hvis svaret er NEJ: Hvornår fratages NGO’er, disse såkaldte ikke statslige organisationer, støtten fra statens – og dermed skatteborgernes - finanser?