Det store ukrainske atomkraftværk i Zaporizjzja skal inspiceres, efter at der i weekenden skete en stribe eksplosioner nær værket.
Det oplyser Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).
IAEA skriver i en pressemeddelelse, at der fandt en række eksplosioner sted kort før klokken 18.00 lørdag aften lokal tid. Omkring klokken 09.15 søndag fortsatte de med over 12 eksplosioner inden for 40 minutter.
- Endnu en gang var vi heldige, at der ikke skete en potentielt alvorlig atomkatastrofe. Næste gang er vi måske ikke så heldige.
- Vi skal gøre alt, der står i vores magt, for at sikre, at det ikke sker igen, lyder det fra IAEA's generaldirektør, Rafael Grossi.
Der har flere gange under krigen i Ukraine været eksplosioner nær atomkraftværket, der er Europas største af sin slags.
Ukraine og Rusland har løbende anklaget hinanden for at stå bag.
IAEA har ikke placeret nogen skyld for weekendens eksplosioner, og agenturet meddeler også, at de ikke har skabt nogen atomfare.
Alligevel er atomdirektør Grossi dybt bekymret.
- Selv om der ikke var nogen direkte påvirkning af atomsikkerheden og sikkerhedssystemerne, så var eksplosionerne faretruende tæt på.
- Vi taler om meter, ikke kilometer. Hvem end, der står bag beskydningen, tager store risici og gambler med mange menneskers liv, siger han.
IAEA oplyser, at det i løbet af mandag vil inspicere værket.
Zaporizjzja er også navnet på en af fire ukrainske regioner, som Rusland har erklæret for værende russiske efter folkeafstemninger.
De tre øvrige er Donetsk, Kherson og Luhansk. Tilsammen udgør de fire regioner omkring 15 procent af Ukraines territorie.
Atomkraftværket Zaporizjzja står normalt for cirka en femtedel af Ukraines årlige elproduktion. Før invasionen havde det omkring 11.000 ansatte.
Kilde: /ritzau/