Afgående udenrigsminister Jeppe Kofod (S) takker foreløbig af på den landspolitiske scene, da han heller ikke blev valgt til Folketinget.
Han mener selv, at han tog valget for givet, og han fik ikke investeret den nødvendige tid i at føre valgkamp, da han havde travlt med jobbet som minister.
Det kommer han ind på torsdag, da han overdrager posten til Lars Løkke Rasmussen (M).
- Det korte svar er bare, at jeg tog nok det valg for givet trods en vanskelig og helt ny opstillingskreds. Jeg var fuldt ud koncentreret om gerningen som udenrigsminister i krigstid, siger han.
Der er torsdag ministeroverdragelse, da den nye regering er trådt til. Den består af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
Kofod fik knap 4300 stemmer i Sjællands Storkreds ved folketingsvalget 1. november, hvilket ikke var nok.
Dermed er han den anden udenrigsminister i træk, som ikke opnåede valg til Folketinget, da også tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ikke blev valgt i 2019.
Kofod er ærgerlig.
- Historien har vist mig, at man kan være meget relevant for Danmark.
- Man kan være kendt som udenrigsminister, men det er ikke ensbetydende med, at man er relevant for de vælgere i Ringsted Sorø, hvor man har en helt ny opstillingskreds, siger han.
Jeppe Kofod blev udenrigsminister i 2019, og han har været den længst siddende udenrigsminister siden Per Stig Møller (K), som havde posten fra 2001 til 2010.
Den afgående minister har ikke en ny professionel fremtid at melde ud i forbindelse med overdragelsen i Udenrigsministeriet.
Han ser frem til at få mere tid med familien.
- Lige nu vil jeg gerne have lov til at se familie og mine børn efter mange, mange års intenst arbejde, som jeg også nævnte i min tale. Så det vil jeg glæde mig til, siger Jeppe Kofod.
Kilde: /ritzau/