Kort Nyt

25.11.22

Bomber over ukrainske Kherson dræber 15: Hospitaler evakuerer syge

Guvernøren i regionen Kherson siger, at den nyligt befriede by af samme navn bombes konstant af Rusland.
En samarit hjælper natten til fredag lokale beboere, der er blevet såret under de voldsomme russiske bombardementer af den nyligt befriede ukrainske by Kherson.
En samarit hjælper natten til fredag lokale beboere, der er blevet såret under de voldsomme russiske bombardementer af den nyligt befriede ukrainske by Kherson.

De russiske bombardementer af den befriede ukrainske by Kherson har fredag kostet 15 mennesker livet. Det oplyser Galyna Lugova, en repræsentant for de lokale myndigheder.

Samtidig har de vedvarende russiske angreb på den befriede ukrainske by Kherson tvunget myndighederne til at evakuere indlagte på hospitaler.

- I dag er 15 af byens beboere i Kherson dræbt og 35 såret. Blandt dem et barn som følge af fjendens bombardementer, siger Lugova.

- Adskillig private huse og højhuse er beskadiget, tilføjer hun.

Patienter på byens hospitaler er i løbet af fredagen blevet evakueret for at komme i sikkerhed, fortæller den lokale guvernør, Jaroslav Janusjevitj

Han oplyser, at børn, der er indlagt på et af regionens hospitaler, er blevet ført til naboregionen Mykolajiv.

Rusland trak sig tidligere på måneden ud af byen Kherson. Det skete efter mange ugers kampe.

De trak deres styrker tilbage til den anden side af floden Dnepr (Dnipro). Det er herfra, at russerne i flere dage har sendt en regn af granater og raketter mod Kherson.

Præsident Vladimir Putin havde ikke mange uger forinden erklæret området Kherson for en del af Rusland. "For altid", sagde han.

Kherson blev erobret af de russiske styrker i begyndelsen af krigen.

Rusland har nu i flere uger bombet civile mål over store dele af Ukraine. Bomberne har ramt el- og vandværker.

Millioner af ukrainere var fredag atter uden varme og strøm.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fredag talt i telefon med EU's kommissionsformand, Ursulan von der Leyen, skriver Reuters.

De har drøftet, hvordan de kan samarbejde om at gøre landet mere stabilt, når det gælder energi, skriver han på Twitter uden at gå i detaljer.

Rusland siger, at Ukraines infrastruktur er legitime mål at bombe. At det ikke er målet at slå civile ihjel.

Ukraine på sin side siger, at der er tale om krigsforbrydelser. Målet er at skabe nød og elendighed. Men det vil ikke knække Ukraine, siger præsident Zelenskyj.

- Sammen har vi udholdt ni måneders fuldtonet krig, og Rusland har ikke fundet en måde at knække os på. Og de vil ikke finde nogen, siger han.

Kilde: /ritzau/AFP

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter