Kort Nyt

28.11.22

Borgere kan ikke få lov at betale gæld: Ombudsmand går ind i sagen

Ombudsmanden vil have forklaring fra Gældsstyrelsen på, hvorfor borgere ikke kan få lov til at betale gæld.
Borgere har i flere år ikke fået lov til at betale deres gæld tilbage, og Folketingets Ombudsmand indleder nu en undersøgelse. (Arkivfoto).
Borgere har i flere år ikke fået lov til at betale deres gæld tilbage, og Folketingets Ombudsmand indleder nu en undersøgelse. (Arkivfoto).

Folketingets Ombudsmand meddeler mandag på sin hjemmeside, at han vil indlede en undersøgelse af Gældsstyrelsens behandling af sager, hvor borgere frivilligt indbetaler på deres gæld til det offentlige.

- Ombudsmanden har fået flere klager fra borgere, ligesom der også har været artikler i medierne om borgere, der ikke har kunnet betale deres gæld til det offentlige, selv om de har forsøgt, skriver ombudsmand Niels Fenger.

Tidligere i år kunne Jyllands-Posten fortælle, at lovgivning spænder ben for, at Gældsstyrelsens it-system kan inddrive gæld på flere forskellige måder fra samme skyldner.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) erkendte dengang, at der mangler værktøjer til at inddrive gælden.

- Det er en kæmpe udfordring, og det er noget, der skal arbejdes på og forbedres, sagde han i september til Jyllands-Posten.

Også B.T. har beskrevet sager med borgere, der i årevis forgæves har forsøgt at betale deres gæld til det offentlige.

Line Keiluweit Nielsen fra Dianalund i det sydvestlige Sjælland forsøgte gennem fire år uden held at tilbagebetale en gæld på knap 300 kroner til Gældsstyrelsen.

- Man føler sig magtesløs, og det er ufatteligt, at en offentlig myndighed kan slippe af sted med det, sagde hun i september til B.T.

Ombudsmand Niels Fenger har noteret sig problemerne.

- Ifølge mediedækningen har det haft konsekvenser for de pågældende borgere at stå registreret som skyldnere i det offentlige system.

- De har efter det oplyste blandt andet haft besvær med at få udbetalt overskydende skat eller blive godkendt til boliglån.

- På den baggrund har Ombudsmanden sendt et høringsbrev til Gældsstyrelsen, hvor han blandt andet beder om svar på, hvor lang tid det tager styrelsen at behandle de sager, hvor borgerne frivilligt forsøger at afvikle deres gæld, skriver han.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter