Tre dødsdømte fanger har lagt sag an mod den japanske regering tirsdag.
De mener, at henrettelse ved hængning er en grusom metode og bør afskaffes.
Det oplyser deres advokat, Kyoji Mizutani.
Kun få økonomisk udviklede lande holder fast i dødsstraf, og Japan er et af dem.
Hængning har i omkring halvandet hundrede år været den eneste henrettelsesmetode i landet.
De tre dødsdømte, som holdes indespærret i byen Osaka, vil have et forbud mod henrettelser ved hængning.
Fangerne, som ikke er stået frem med navn, kræver derudover 33 millioner yen - svarende til cirka 1,7 millioner kroner - som kompensation for det psykiske pres, de har været under, siden de fik deres straffe i 2000.
Skulle de tre opnå en juridisk sejr, vil det være en forbløffende omvæltning af henrettelseslovene i Japan, hvor støtten til dødsstraf er stor trods international kritik.
Over 100 personer sidder på dødsgangen, heriblandt flere seriemordere.
Henrettelserne finder typisk sted længe efter dommen.
Dødsdømte japanere kan vente i flere år på henrettelse og først blive informeret få timer inden.
Metoden, som anvendes i Japan, er hængning ved så langt et fald, at personen ifølge myndighederne med det samme bliver bevidstløs og dør hurtigt.
Når de dødsdømtes tid er inde, bliver de lagt i håndjern og med bind for øjnene og bundne fødder ført til henrettelsesstedet. Herefter åbner sig en faldlem under dem.
Den udløses i et rum ved siden af, hvor flere betjente samtidig trykker på en knap. Betjentene får ikke at vide, hvilken af knapperne som er den "rigtige". Dermed ved betjente ikke, hvem der udførte henrettelsen.
To fanger lagde sidste år en anden sag an i protest mod systemet, hvor dødsdømte først får besked om deres hængning meget sent.
Advokaten Mizutani mener, at der er brug for mere åbne diskussioner om dødsstraffen i Japan. Praksis er ofte omgærdet af en vis hemmelighedsfuldhed.
I juli henrettede Japan en mand, der var dømt for drab på syv mennesker i 2008.
Dengang kørte han med et køretøj igennem en tæt befærdet gade i Tokyo, inden han begyndte at stikke tilfældige mennesker ned.
Kilde: /ritzau/AFP