Kort Nyt

15.12.22

ECB skruer ned for rentehop - men lover flere stigninger

ECB hæver indlånsrenten med 0,5 procentpoint og har dermed hævet renten for fjerde gang siden i sommer.
ECB's centralbankschef, Christine Lagarde, har for fjerde gang været med til en rentestigning, og der er flere på vej ifølge ECB's udtalelse. (Arkivfoto)
ECB's centralbankschef, Christine Lagarde, har for fjerde gang været med til en rentestigning, og der er flere på vej ifølge ECB's udtalelse. (Arkivfoto)

Den Europæiske Centralbank (ECB) har torsdag hævet sin indlånsrente fra 1,5 procent til 2 procent.

Dermed har ECB hævet sin rente for fjerde gang i år. Forud for det havde ECB ikke hævet rente i 11 år og renten var på minus 0,5 procent.

Men en stor stigning i forbrugerpriserne i år, også kaldet inflationen, har fået ECB til at hæve renten løbende. Det skal efter hensigten tage tempoet ud af økonomien og dermed dæmpe inflationen.

De seneste to rentestigninger i september og november lød på 0,75 procentpoint.

Dermed er torsdagens rentestigning også et udtryk for, at selv om ECB synes, renten skal op, haster det ikke lige så meget som de foregående måneder.

Onsdag valgte den amerikanske centralbank, FED, på samme måde at sænke tempoet i sine rentestigninger.

Fordi Nationalbanken i Danmark styrer efter en fastkurspolitik mellem euroen og den danske krone, forventes Nationalbanken oftest at følge ECB, hvad angår renteændringer.

Selv om tempoet i ECB's rentestigninger måske er faldet lidt, ser det ikke ud til, at den europæiske centralbank har tænkt sig at stoppe med at hæve renten lige med det samme.

Det kan måske skyldes, at centralbankens opdaterede prognose for næste år, viser en inflation på 6,3 procent set over hele året.

ECB skriver blandt andet i sin rentemeddelelse, at "baseret på den substantielle opjustering i prognosen for inflation" forventer centralbanken, at hæve renterne yderligere.

Renterne skal ifølge ECB "stige signifikant i et fast tempo" for at få inflationen ned på to procent.

- Det er formentlig den tiltagende risiko for en dyb økonomisk recession i euroområdet, der har fået ECB til at neddrosle dagens renteforhøjelse en smule i forhold til de to foregående møder, siger Dansk Erhvervs cheføkonom Tore Stramer i en kommentar.

- Når det er sagt, så signalerer ECB i meget klare vendinger, at den ledende rente fortsat vil blive hævet betydeligt ind i 2023 for at bekæmpe den ekstraordinært høje inflation.

- Det er et klart signal fra ECB, om at beslutningen, om at neddrosle dagens renteforhøjelse til 0,5 procentpoint, bestemt ikke skal tolkes som, at vi nu nærmer os en afslutning på ECB’s stramning af pengepolitikken.

Nationalbanken ventes at følge trop klokken 17.00 torsdag.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter