Kort Nyt

19.12.22

Ellemann: Skattelettelser ville ikke kunne gennemføres i blå blok

Der vil altid både være noget rødt, blåt og lilla i regeringen, mener statsminister Mette Frederiksen.
Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er søndag aften på besøg til interview både på TV 2 og på DR. (Arkivfoto).
Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er søndag aften på besøg til interview både på TV 2 og på DR. (Arkivfoto).

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) mener, at den nye regering vil gennemføre skattelettelser, som ikke ville kunne lade sig gøre med et blåt flertal.

- Det her er nogle skattelettelser, som jeg kun turde drømme om på den blå side af hegnet, siger han i et interview med TV 2 søndag aften.

Venstre-formanden bliver interviewet sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Derfor bliver Mette Frederiksen også spurgt til, om hun mener, at den nye regerings skattepolitik er mere blå, end hvad en regering med partierne fra blå blok ville kunne lave.

Hun svarer, at hun ikke på noget tidspunkt kommer til at kalde de topskattelettelser, som regeringen lægger op til i sit regeringsgrundlag, for socialdemokratiske.

Statsministeren mener, at der altid vil være noget rødt, noget blåt og noget lilla i regeringen.

De tre partiledere lægger også vejen forbi DR til et fælles interview søndag aften. Også her bliver Mette Frederiksen spurgt, om hun er blevet mere blå end rød.

- Jeg er den samme, som jeg har været hele vejen igennem, men min opgave har ændret sig, siger hun til DR.

Under regeringsforhandlingerne lagde Jakob Ellemann-Jensen vægt på, at han skulle opnå mere blå politik i en regering end uden for en.

Det mener han at have gjort med regeringens skattepolitik, lyder det søndag aften til TV 2.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter