EU har torsdag godkendt en plan om implementeringen af en global minimumsskat for multinationale selskaber på 15 procent. Skatten skal træde i kraft i slutningen af næste år.
Det sker efter måneders tovtrækkeri mellem landene.
- I dag har EU taget et afgørende skridt mod skattemæssig og social retfærdighed, siger EU's økonomikommissær, Paolo Gentiloni.
- Minimumsbeskatning er afgørende for at gøre noget ved de udfordringer, som en globaliseret økonomi giver.
I 2021 blev der indgået en banebrydende aftale om en global minimumsskat mellem 140 lande i den internationale økonomiske organisation OECD.
Formålet var blandt andet at modvirke at lande sænker skatten for at lokke verdens rigeste til at slå sig ned hos dem.
Men implementeringen blandt de 27 EU-lande har været forsinket.
Senest blokerede Polen for den formelle godkendelse af tiltaget. Det skete blandt andet med henvisning til helt andre politiske diskussioner såsom sanktioner mod Rusland.
Men ved torsdagens topmøde blev der taget hånd om uenighederne, og skatten træder i kraft blandt EU-landene fra slutningen af næste år.
Stats- og regeringsledere udtrykker begejstring for tiltaget.
Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, siger, at det er et projekt, "som står tæt på mit hjerte".
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, fortæller, at Frankrig har ønsket tiltaget i mere end fire år og skubbet på for at få det gennemført.
Den globale minimumsskat er dog kun én del af OECD-aftalen - den såkaldte anden søjle.
Den første søjle kræver, at selskaber beskattes i lande, hvor de har deres omsætning, og ikke kun der, hvor de har hovedsæde.
Det skal forhindre store selskaber i at flytte deres overskud til forskellige steder i verden for at mindske deres skat. Det er et tiltag, som især er målrettet store tech-selskaber.
Den første søjle kræver dog en international aftale, som endnu ikke er blevet gjort færdig.
Kilde: /ritzau/AFP