1. november var Eva Kjer Hansen et af de mange Venstre-medlemmer af Folketinget, der ikke blev genvalgt.
Nu forlader den tidligere minister også byrådet i Kolding og politik helt.
- Jeg har meddelt byrådsgruppen, at jeg forlader Venstre helt. Jeg er jobsøgende nu, og jeg søger et job, som ikke er foreneligt med byrådsarbejdet.
- Når man er politisk aktiv, er det en begrænsning på arbejdsmarkedet. Derfor har jeg brug for at sende et klart signal, siger hun til JydskeVestkysten.
Eva Kjer Hansen stopper omgående som gruppeformand for Venstre i Kolding, men først om lidt tid træder hun helt ud af byrådet.
- Der vil gå nogle måneder endnu, og indtil da bliver jeg som formand for kulturudvalget. Det er den post, jeg kommer til at savne mest, siger hun.
Eva Kjer Hansen nåede at sidde i Folketinget i 32 år for Venstre, inden hun altså blev fravalgt af vælgerne ved valget i sidste uge.
Hun fik 4224 personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds, hvilket var mere end en halvering i forhold til folketingsvalget i 2019.
Sidste år forsøgte Eva Kjer Hansen også at forlade Folketinget, men det var på frivillig vis.
Hun stillede op til kommunalvalget i Kolding Kommune for at blive borgmester.
Det så også ud til at lykkes, men på valgnatten blev Eva Kjer Hansen kuppet af et alternativt flertal, der i stedet gjorde De Konservatives Knud Erik Langhoff til borgmester.
58-årige Eva Kjer Hansen har været minister for adskillige områder gennem sin karriere, og hun har blandt andet være miljø- og fødevareminister.
Her blev hun i 2016 tvunget til at gå af som minister, efter at De Konservative havde besluttet at trække tæppet væk under hende i den såkaldte Gyllegate-sag, der handlede om kvælstofudledninger og vandmiljø.
Kilde: /ritzau/