En undersøgelse af området ved gasrørledningen Nord Stream 1 viser indtil videre, at røret mellem to skadepunkter er ødelagt.
Derudover er fragmenter fra røret spredt i en radius af mindst 250 meter på havbunden. Det oplyser selskabet bag Nord Stream onsdag.
I en kort opdatering på selskabets hjemmeside lyder det, at undersøgelsen har fokuseret på ødelæggelserne af Nord Stream 1, der ligger i den svenske økonomiske zone ud for Bornholm.
- Ifølge de foreløbige resultater af en inspektion af skadesstedet er der blevet fundet kratre med en dybde på mellem tre og fem meter på havbunden med en afstand på cirka 248 meter fra hinanden, skriver selskabet.
- Sektionen af gasrøret mellem kratrene er ødelagt, og rørfragmenterne er spredt i en radius på mindst 250 meter, lyder det videre.
Der er i alt fire lækager i Østersøen på de to gasrørledninger, der forbinder Rusland med Tyskland. To af dem er i den svenske økonomiske zone ud for Bornholm. De to andre er i den danske økonomiske zone.
De fire lækager blev opdaget i slutningen af september. Her væltede store mængder gas op til havoverfladen.
Seismiske målinger i Danmark og Sverige viste, at der nogle timer inden, at gassen boblede op på havoverfladen, havde været eksplosioner på havbunden.
Krigen i Ukraine betød, at der ikke længere flød gas gennem de to rør, da lækagerne blev opdaget. Men der befandt sig store mængder gas i rørene.
Umiddelbart efter opdagelsen lød det fra både politisk side og fra eksperter, at alt pegede på sabotage.
Både Sverige og Danmark har i landenes undersøgelser af skaderne konkluderet, at de fire lækager på gasrørledningerne er forårsaget af eksplosioner.
Kilde: /ritzau/