Den massefyring, som Elon Musk satte i søen, da han overtog Twitter, kan nu give bagslag for mangemilliardæren.
Mange af de fyrede medarbejdere har nemlig lagt sag an mod Musk for afskedigelserne.
En af sagerne går endda på, at Musk - angiveligt ulovligt - har omdannet kontorer til soveværelser, så medarbejdere ikke behøver at forlade Twitters bygninger.
Mere end halvdelen af selskabets 7500 ansatte fik en fyreseddel, da Musk overtog ejerskabet af det sociale medie.
- Det er meget bekymrende, at den rigeste mand i verden tror, at han kan træde på de ansattes rettigheder, og at han ikke behøver følge loven. Vi har tænkt os at stille ham til ansvar, siger advokat Shannon Liss-Riordan.
Advokaten fører en af sagerne mod Twitter. Sagen handler i store træk om, at nogle ansatte ikke får den fratrædelsesordning og kompensation, som de blev lovet, inden Musk overtog Twitter.
De forsikringer - der også inkluderede bonusser og mulighed for at købe aktier - blev lavet for at medarbejderne blev hos Twitter, da meget tydede på, at Musk ville overtage selskabet.
Andre sager handler om, at Musk stillede de ansatte et ultimatum: De skulle enten købe ind på hans vision for Twitter og være klar til at arbejde enormt hårdt eller sige op og få tre måneders lån.
Det er ifølge advokaterne et brud på loven i delstaten California, fordi de ansatte blev nægtet kompensation og en varsling på 60 dage.
Elon Musk er også meget imod, at de ansatte på Twitter arbejder hjemmefra, og det er også en del af sagerne mod ham. Ansatte med handicap eller helbredsproblemer ser ordrer om at vende tilbage til arbejdspladsen som diskrimination.
Rækken af sager mod Musk kan tvinge ham til at indgå et forlig.
Den ellers meget åbenmundede rigmand har ikke sagt meget om sagerne. Han kritiserer dog, at myndighederne i San Francisco har inspiceret Twitters kontor, efter at mødelokaler er blevet omdannet til soveværelser.
- Så San Francisco angriber selskaber, der søger for senge til trætte ansatte i stedet for at beskytte børn mod Fentanyl, skriver han på Twitter.
Tweetet er rettet mod San Franciscos borgmester London Breed. Musk refererer til en skandale om en ti måneder gammel dreng, der indtog Fentanyl på en legeplads og døde af en overdosis.
Kilde: /ritzau/AFP