Kort Nyt

21.11.22

Kasakhstans nådesløse leder tager overbevisende valgsejr

Den kasakhiske præsident, der slog hårdt ned på protester i begyndelsen af året, er i sikker stil genvalgt.
Kassym-Jomart Tokayev (billedet) fik over 81 procent af stemmerne ved det kasakhiske præsidentvalg søndag.
Kassym-Jomart Tokayev (billedet) fik over 81 procent af stemmerne ved det kasakhiske præsidentvalg søndag.

Kassym-Jomart Tokayev er med et overvældende flertal blevet genvalgt som præsident i det centralasiatiske land Kasakhstan.

Det oplyser den kasakhiske valgkommission mandag.

Den 69-årige leder har sikret sig endnu en embedsperiode, knap et år efter at Kasakhstan var ramt af voldsomme uroligheder.

Tokayev markerede sig tilbage i januar ved at slå nådesløst ned på demonstranterne på gaden. 238 personer blev dræbt under protesterne, der primært rettede sig mod høje leveomkostninger i landet.

Ved søndagens valg fik Tokayev 81,31 procent af stemmerne, viser valgkommissionens foreløbige optælling.

Det endegyldige resultat ligger først klar senere på ugen, når brevstemmer fra udlandet også er optalt.

Valgdeltagelsen blandt de 12 millioner stemmeberettigede var 69 procent.

Den kasakhiske leder indkaldte tilbage i januar hjælp fra Rusland til at slå urolighederne ned. Siden da har Tokajev dog givet Ruslands præsident, Vladimir Putin, modstand efter den russiske invasion af Ukraine.

Ruslands invasion vakte bekymring for, at Putin også kunne have ambitioner for den nordlige del af Kasakhstan, hvor der bor tre millioner etniske russere.

Under et besøg i Sankt Petersborg i juni var Tokajev i direkte konfrontation med præsident Putin. Her sagde han, at Ruslands anerkendelse af ukrainske separatistregioner vil "føre til kaos".

Kassym-Jomart Tokajev kom til magten i 2019 efter at have fået opbakning fra den tidligere præsident Nursultan Nazarbajev.

Nursultan Nazarbajev forlod posten efter cirka tre årtier.

Internationale observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) ventes mandag at komme med deres vurdering af valget.

Organisationen har tidligere kritiseret myndighederne for blandt andet at lægge hindringer i vejen for registrering af kandidater.

Kilde: /ritzau/AFP

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter