For første gang er klimakompensation på dagsordenen ved klimakonferencen COP27 i den egyptiske by Sharm el-Sheikh. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Delegerede har ved konferencen aftalt at diskutere, hvorvidt rige lande skal kompensere fattige lande, der er mest udsatte for klimaforandringerne.
- Dette skaber for første gang et institutionelt stabilt rum på den formelle dagsorden for COP og Paris-aftalen til at diskutere det presserende spørgsmål om finansieringsordninger, der er nødvendige for at håndtere de eksisterende forskelle, siger COP27's præsident, Sameh Shoukry.
John Nordbo, der er klimarådgiver i ngo'en Care Danmark, mener, at beslutningen om at tage emnet op er vigtig.
- Det synes jeg, er en vigtig beslutning. Vi har haft en situation året igennem, hvor både USA og Europa har modsat sig, at vi skulle diskutere det her spørgsmål, siger han.
Ved COP26, der sidste år blev holdt i Glasgow, blokerede rige nationer for et forslag, der netop handlede om klimakompensation til fattige lande. De støttede i stedet en ny treårig dialog om finansieringsdiskussionen.
Forud for mødet var forventningen også, at fattige nationer ville tage spørgsmålet om klimakompensation op igen, da de mener, at de i mindre grad er ansvarlige for de klimaforandringer, der er skyld i skader og tab i deres lande.
Ifølge John Nordbo er det svært at konkludere, hvad der kommer ud af debatten om klimakompensation.
- Jeg tror, at vi kommer et skridt videre den her gang. Det er svært at sige, hvor langt vi kommer.
- De rige lande vil helst ikke snakke om det her og helst ikke ende med konkrete beslutninger. Men verdens fattigste lande har altså en meget stor energi bag at kræve, at det her bliver diskuteret, siger han.
I 2009 lovede de rige lande 100 milliarder dollar om året i klimafinansiering til udviklingslande fra 2020 til 2025. I 2020 var det dog kun omkring 80 milliarder dollar, som blev tildelt.
De diskussioner, der nu er på dagsordenen ved konferencen, kommer ikke til at involvere en bindende kompensation.
Det er i stedet hensigten, at de skal føre til en endelig beslutning i senest 2024, har Sameh Shoukry slået fast.
Selv om der ved COP26 ikke blev enighed om klimakompensationen, har Danmark alligevel taget stilling til sagen.
I september blev det her besluttet, at Danmark vil betale mindst 50 millioner kroner i klimakompensation til fattige lande.
- Det handler om, at vi fra dansk side får udvist en ansvarlighed. Det er faktisk hamrende uretfærdigt, som det er, sagde nu fungerende udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S).
COP27 finder sted fra den 6. til 18. november.
Kilde: /ritzau/