Kort Nyt

02.11.22

Løkke trak mere end hver tiende vælger i Nordsjælland

I Gentoftekredsen har Løkkes parti, Moderaterne, fået opbakning fra 14,3 procent af vælgerne.
Lars Løkke Rasmussen, politisk leder for Moderaterne, kan glæde sig over at brage ind i Folketinget, men han får ikke den afgørende rolle, som han først stod til.
Lars Løkke Rasmussen, politisk leder for Moderaterne, kan glæde sig over at brage ind i Folketinget, men han får ikke den afgørende rolle, som han først stod til.

Det er særligt i den østlige del af Danmark, at vælgerne har valgt at bakke op om Lars Løkkes Rasmussens nye midterparti, Moderaterne.

Størst er opbakningen i Nordsjællands Storkreds, dernæst Sjællands og så Københavns Omegns Storkreds. I alle de tre storkredse har mere end hver tiende vælger sat kryds ved partiet.

Det fremgår af valgresultatet.

I Gentoftekredsen har Moderaterne fået opbakning fra hele 14,3 procent af vælgerne, og i Lyngby får partiet 13,5 procent.

Løkke stiftede Moderaterne 5. juni i år efter sin deroute i Venstre. Ved tirsdagens valg var han igen at finde på stemmesedlen i Sjællands Storkreds, som altså er den storkreds, hvor Moderaterne har fået næstflest stemmer.

På landsplan har Løkkes parti, der hverken er del af rød eller blå blok, fået 9,3 procent af stemmerne. Det svarer til 16 mandater.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, lignede hele valgaftenen den fødte kongemager, som han drømte om at blive.

Lige indtil det politiske flertal så tippede, og nu kan rød blok mønstre 90 mandater, når man tæller to grønlandske og et færøsk mandat med.

Politisk kommentator hos Avisen Danmark Casper Dall kalder det en "tur i rutsjebanen for Løkke".

- Men stadig med alle muligheder for at trykteste, om hans midterprojekt kan lade sig gøre.

- Nu bliver det sandhedens time for ham. Nu skal han langt mere forpligtende til forhandlingsbordet. Han skal vise, om han reelt mener noget med Mette Frederiksen og en bred regering, siger kommentaren.

Det står onsdag morgen stadig ikke klart, hvordan de personlige stemmer bliver fordelt, og dermed hvilke kandidater der kommer ind for Moderaterne. De personlige stemmer ventes først optalt senere onsdag.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter