Kort Nyt

23.12.22

Måling: Venstre får historiske hug efter løftebrud

Venstre gik i regering med S, gjorde Mette Frederiksen til statsminister og lavede kovending i Minksagen.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er blevet forsvarsminister og vicestatsminister i den nye SVM-regering. Han har allerede været i Letland som forsvarsminister. Det er her, at billedet er fra.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er blevet forsvarsminister og vicestatsminister i den nye SVM-regering. Han har allerede været i Letland som forsvarsminister. Det er her, at billedet er fra.

Venstre står til 10,5 procent af stemmerne i den seneste Voxmeter-måling for Ritzau. Det er det laveste, Venstre nogensinde er blevet målt til hos analyseinstituttet Voxmeter. Det vil sige siden 2001.

I sidste uge valgte Venstre at gå i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne. Det skete, efter at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, havde erkendt flere løftebrud over for vælgerne.

Det ser ud til at gøre ondt på Venstre. I hvert fald på den korte bane. Ved folketingsvalget 1. november fik Venstre 13,3 procent af stemmerne.

I mandags kom den første politiske meningsmåling fra Voxmeter efter regeringsdannelsen. Her blev Venstre målt til 11,3 procent af stemmerne.

Den seneste meningsmåling er lavet blandt 1005 repræsentativt udvalgte personer over 18 år. Den er gennemført i perioden fra 19. december til og med 22. december.

Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i målingen er på +/-2,8 procentpoint. For Venstre er det 1,9 procentpoint.

Undervejs i regeringsforhandlingerne blev det mere og mere klart, at Venstre var på vej i regering med Socialdemokratiet, Venstres ærkerival.

Ellemann-Jensen har erkendt to klare løftebrud. Venstre har droppet at kræve en advokatvurdering af statsminister Mette Frederiksens (S) rolle i Minksagen.

Det andet løftebrud handler om, at Venstre blev en del af en regering med Socialdemokratiet og gjorde gøre Mette Frederiksen til statsminister. Det havde Jakob Ellemann-Jensen og Venstre tidligere kategorisk afvist, kunne ske.

Venstre har oplevet tilbagegang også i målinger, som andre analyseinstitutter har lavet efter valget.

Eksempelvis står Venstre i den første meningsmåling, som Epinion har lavet for DR og Altinget efter regeringsdannelsen, til 10,6 procent.

- Vi vil selvfølgelig altid gerne ligge højere i meningsmålingerne. Men det kommer ofte med en pris, når man tager et ansvar. Særligt når man tager et regeringsansvar, sagde Venstres politiske ordfører, Morten Dahlin, til DR torsdag.

Socialdemokratiet og Moderaterne - de to andre regeringspartier - gik i modsætning til Venstre til valg på at danne en regering hen over den politiske midte.

I den seneste Voxmeter-måling står Socialdemokratiet til 27,6 procent af stemmerne. Partiet fik 27,5 procent ved valget.

Moderaterne står til 7,7 procent af stemmer i den seneste Voxmeter-måling i modsætning til 9,3 procent ved valget.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter