Kort Nyt

19.12.22

Monika Rubin bliver Moderaternes politiske ordfører

Regeringspartiet har udpeget Monika Rubin som politisk ordfører. Mohammad Rona bliver gruppenæstformand.
Moderaterne præsenterer Monika Rubin som partiets politiske ordfører på Christiansborg mandag den 19. december 2022.
Moderaterne præsenterer Monika Rubin som partiets politiske ordfører på Christiansborg mandag den 19. december 2022.

Det bliver Monika Rubin, der skal varetage tjansen som politisk ordfører for regeringspartiet Moderaterne.

Det oplyser partiet mandag efter et gruppemøde på Christiansborg.

Mohammad Rona bliver gruppenæstformand. Han kom i Folketinget kort efter folketingsvalget 1. november, da Kristian Klarskov valgte at trække sig.

Den lægeuddannede Monika Rubin, som tirsdag fylder 35 år, fik 3376 personlige stemmer i Københavns Omegns Storkreds ved folketingsvalget.

Hun er i lighed med næsten hele Moderaternes folketingsgruppe nyvalgt, efter at partiet ved valget kom ind med 16 mandater.

Henrik Frandsen er gruppeformand i partiet.

Tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen stiftede 5. juni Moderaterne, som gik til valg på at få en regering hen over midten, og som ikke pegede på nogen statsministerkandidat inden valget.

Det lykkedes i sidste uge for Moderaterne at komme i regering med Socialdemokratiet og Venstre i SVM-regeringen.

Moderaterne fik fem ministerposter i forbindelse med regeringsdannelsen, hvoraf de tre er rekrutteret internt i folketingsgruppen.

Lars Løkke Rasmussen blev udenrigsminister, mens Jakob Engel-Schmidt blev kulturminister og Mette Kierkgaard ældreminister.

Uden for folketingsgruppen rekrutterede Moderaterne erhvervsmanden Lars Aagaard som klima-, energi- og forsyningsminister, mens tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance Christina Egelund kom ind som uddannelses- og forskningsminister.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter