Kort Nyt

19.12.22

Musk sætter sin fremtid til afstemning blandt Twitter-brugere

Den kontroversielle Twitter-ejer spørger brugerne, om han bør træde af som chef for Twitter. Flertal siger ja.
Skal Elon Musk fortsætte som chef for det sociale medie Twitter? Det har han spurgt det sociale medies egne brugere om i en afstemning, der kommer til at være åben i 12 timer. (Arkivfoto).
Skal Elon Musk fortsætte som chef for det sociale medie Twitter? Det har han spurgt det sociale medies egne brugere om i en afstemning, der kommer til at være åben i 12 timer. (Arkivfoto).

Twitters ejer og administrerende direktør, Elon Musk, spørger i en afstemning det sociale medies brugere, om han skal træde af som chef for det sociale medie.

- Bør jeg træde af som chef for Twitter? Jeg kommer til at efterleve resultatet af denne afstemning, skriver Musk i opslaget med afstemningen.

Klokken 00.40 mandag dansk tid havde 1,3 millioner brugere afgivet deres stemme. 53,4 procent havde svaret ja, mens 46,6 procent havde svaret nej.

Cirka fem minutter senere skrev Musk i et opslag, at folk bør "passe på, hvad de ønsker sig. De kunne jo ende med at få det".

Afstemningen kommer til at være åben i 12 timer. Den startede klokken 00.20 natten til mandag dansk tid.

Den kontroversielle rigmand har ry for at adlyde brugernes vilje på det sociale medie.

For nylig spurgte han brugere, om han burde genåbne profilerne for de journalister, som var blevet udelukket, fordi de skrev om hans lokation i realtid.

Et flertal stemte for, at han burde genåbne profilerne øjeblikkeligt.

- Folk har talt. Konti, som doxxede (onlineslang for røbede, red.) min placering, vil få deres suspendering ophævet nu, skrev Musk i et tweet lørdag.

Elon Musk har også ladet det være op til Twitters brugere at bestemme, om den tidligere amerikanske præsident Donald Trump skulle have sin profil på det sociale medie genåbnet.

Trump fik lukket sin profil i januar 2021 efter et dødeligt stormløb mod den amerikanske Kongres. Twitter begrundede dengang beslutningen med, at hans tilstedeværelse udgjorde en risiko for "yderligere opfordring til vold".

Dengang svarede et flertal af 15,1 million brugere, at Donald Trumps profil burde genåbnes.

- Folket har talt. Trump kommer tilbage, skrev Elon Musk og afsluttede sit tweet med "vox populi, vox dei", som er latin for "folkets stemme, Guds stemme".

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter