Kort Nyt

20.01.23

Natos militære chefer: Ukraine har brug for kampvogne

Presset stiger på Tyskland, som blokerer for at sende tyskfremstillede Leopard 2-kampvogne til Ukraine.
Formand for Natos militærkomité, admiral Rob Bauer, er ikke i tvivl om, at det fra et militærfagligt synspunkt vil være det bedste at sende kampvogne til Ukraine. De vil kunne give Ukraine bedre mulighed for at genvinde de territorier, som Rusland har indtaget, siger Rob Bauer.
Formand for Natos militærkomité, admiral Rob Bauer, er ikke i tvivl om, at det fra et militærfagligt synspunkt vil være det bedste at sende kampvogne til Ukraine. De vil kunne give Ukraine bedre mulighed for at genvinde de territorier, som Rusland har indtaget, siger Rob Bauer.

Ukraine har brug for at modtage kampvogne for at kunne forsvare sig og nedkæmpe de russiske styrker. Det fastslår forsvarsalliancen Natos militære chefer på et pressemøde torsdag i Bruxelles.

- Rusland bruger kampvogne, så ukrainerne har også brug for kampvogne, siger admiral Rob Bauer, der er formand for Natos militærkomité.

Pressemødet kommer, dagen før at Ukraines vestlige allierede skal mødes på Ramstein-basen i Tyskland. Her skal de diskutere yderligere våbenleveringer til Ukraine.

Alles øjne er nu på Tyskland. Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, har hidtil modsat sig, at europæiske lande sender de tyskfremstillede Leopard 2-kampvogne til Ukraine.

Men udtalelserne fra de militære chefer må gøre indtryk i Tyskland. Derudover har Polen åbnet for, at man om nødvendigt er parat til at sende Leopard 2-kampvogne afsted til Ukraine selv uden tysk tilladelse.

Som del af købsaftalerne skal Tyskland spørges, hvis lande vil reeksportere deres kampvogne til eksempelvis Ukraine.

Fra tysk side er man dog bekymret for, at eksporten af så offensive og kraftige våben kan optrappe konflikten med Rusland.

Set fra et militært synspunkt er der dog ingen tvivl om, at Ukraine bør have adgang til kampvogne, siger Rob Bauer.

- For at kunne matche det udstyr, som fjenden har, så er kampvogne centrale for Ukraine. Og de er også betydningsfulde for ukrainernes ambitioner om at genvinde deres territorium fra Rusland. Her er kampvogne et vigtigt våbensystem.

- Kampvogne kan bruges til at drive russerne væk fra de territorier, de fortsat holder besat, siger Rob Bauer.

Den vurdering deles af den øverstbefalende for de allierede styrker i Europa, den amerikanske general Christopher Cavoli.

- Admiral Bauer har givet en god forklaring. Der er ikke et enkelt våbensystem, der på magisk vis vil give Ukraine sejren. Man har brug for alle systemer. Kampvogne giver en god blanding af mobilitet, beskyttelse og ildkraft, siger Christopher Cavoli.

Danmark råder også over Leopard-kampvogne, og danske styrker har blandt andet anvendt Leopard 2A5-kampvogne i Afghanistan, hvor de deltog i kampe mod Taliban.

Danmark har dog ikke varslet Leopard-kampvogne til Ukraine. I stedet meddelte forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) torsdag, at Danmark vil sende våbensystemet Caesar-haubitser til Ukraine.

- Vi har løbende været i kontakt med ukrainerne om netop Caesar-artilleri, og jeg er glad for, at vi nu har fået bred opbakning fra Folketinget til at donere det til Ukraines frihedskamp, siger Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse.

Regeringen har valgt at donere alle Forsvarets 19 franskproducerede Caesar-haubitser, som kan sammenlignes med en langtrækkende kanon.

Beslutningen har opbakning fra hele Det Udenrigspolitiske Nævn, siger forsvarsministeren.

Ukraines ønske har ellers sat de danske politikere i et dilemma, fordi våbensystemet også er vigtigt for, at det danske forsvar kan få opbygget 1. brigade på 4000 mand, som Danmark har lovet Nato.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter