Kort Nyt

23.11.22

Nyvalgt medlem fra Løkkes parti forlader Folketinget

Kristian Klarskov blev valgt ind i Folketinget ved valget 1. november for Lars Løkke Rasmussens parti.
Kristian Klarskov (M) underskrev i sidste uge som nyvalgt folketingsmedlem en erklæring om at ville overholde Grundloven.
Kristian Klarskov (M) underskrev i sidste uge som nyvalgt folketingsmedlem en erklæring om at ville overholde Grundloven.

Folketingsmedlem Kristian Klarskov fra Moderaterne forlader Folketinget.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse. Det sker efter historier om ham i medierne.

- Medlem af Folketinget Kristian Klarskov har efter den seneste tids omtale i medierne valgt at nedlægge sit hverv som folketingsmedlem dags dato, skriver partiet i en pressemeddelelse.

- Kristian Klarskov finder beskrivelserne af hans person urimelige og som en hindring for hans parlamentariske arbejde.

- Af hensyn til familien ønsker Kristian Klarskov at nedlægge sit hverv som folketingsmedlem, skriver partiet.

Det er historier i blandt andet Jyllands-Posten, som får Kristian Klarskov til at forlade Moderaterne. Her beskrives det, at Klarskov ikke er den iværksætter, han er blevet beskrevet som af partiet selv.

Til Jyllands-Posten har Klarskov indrømmet, at han ikke kan nævne én eneste succesfuld virksomhed, som han har startet. Det var i et interview tirsdag.

Her udtalte Kristian Klarskov også, at han i de seneste ti år ikke har tjent penge på sine forretninger. Men at han har levet af sin kones penge.

- Når man er iværksætter og forsøger at opstarte en masse ting, så må jeg bare sige, at det går op, og det går ned. Jeg har haft nogle, der er gået ned. Men jeg har ikke brudt loven på nogen måde, sagde Klarskov til avisen.

Han er valgt ind i Nordjyllands Storkreds. Klarskov fik 1772 personlige stemmer. Mohammad Rona, som fik 1062 personlige stemmer, er førstesuppleant. Han bekræfter over for Børsen, at han overtager Klarskovs plads i Folketinget.

Moderaterne fik et flot valg i partiets første forsøg på at komme i Folketinget. Det blev til 16 mandater. Det gør Moderaterne til Folketingets tredjestørste parti. Kun Socialdemokratiet og Venstre er større.

Tidligere statsminister og eksformand for Venstre Lars Løkke Rasmussen er politisk leder for Moderaterne. I øjeblikket forsøger Løkke at få Moderaterne med i en kommende ny regering.

Ifølge pressemeddelelsen har Kristian Klarskov ikke yderligere kommentarer. Ritzau forsøger at få en kommentar fra Klarskov samt partiet.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter