Kort Nyt

23.11.22

Skotland får nej til at holde ny afstemning om løsrivelse

Højesteret afviser, at Skotland kan holde folkeafstemning om selvstændighed uden regeringens tilladelse.
En tilhænger af skotsk løsrivelse ses her foran den britiske højesteret i forbindelse med onsdagens domsafsigelse.
En tilhænger af skotsk løsrivelse ses her foran den britiske højesteret i forbindelse med onsdagens domsafsigelse.

Skotland kan ikke på egen hånd arrangere en folkeafstemning om selvstændighed fra resten af Storbritannien.

Det har Storbritanniens højesteret onsdag afgjort.

- Det skotske parlament har ikke magt til at lave lovgivning om skotsk uafhængighed, siger højesteretsformand Robert Reed.

I omkring et kvarter fortalte han om rettens afgørelse.

Den har enstemmigt afgjort, at Skotland skal have den britiske regerings tilladelse, før der kan afholdes en ny folkeafstemning.

Skotland stemte om løsrivelse fra Storbritannien i 2014.

Den nuværende skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, har haft et ønske om at holde en ny folkeafstemning den 19. oktober 2023.

Sturgeon, der leder Det Skotske Nationalparti (SNP), siger, at onsdagens afgørelse viser, at Skotland ikke har frihed til at vælge sin egen vej.

- Selv om jeg er skuffet, så respekterer jeg højesterets afgørelse. Den laver ikke loven, den fortolker den blot, skriver hun på Twitter og fortsætter:

- En lov, der ikke tillader Skotland at vælge sin egen fremtid uden regeringens tilladelse, udstiller alle fortællinger om Storbritannien som et frivilligt partnerskab som en myte og retfærdiggør en afstemning.

Den britiske regering, der er imod en ny skotsk afstemning, mener, at det er "åbenlyst", at Skotland ikke på egen hånd kan arrangere en afstemning.

Ved den skotske folkeafstemning i 2014 stemte 55 procent af skotterne imod selvstændighed, mens 45 procent stemte for.

Både nej-siden og ja-siden var dengang enige om, at afstemningen skulle være en "once-in-a-generation"-afstemning. Med andre ord var de enige i, at der skulle gå årtier, før en afstemning igen kunne komme på tale.

Alligevel er ønsket om løsrivelse allerede nu vendt tilbage. Det skyldes især Storbritanniens farvel til EU, brexit, som et flertal af skotterne stemte imod.

Kilde: /ritzau/Reuters

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter