Sverige plages af stadig mere vold med skydevåben. Sidste år blev der begået 64 drab med skydevåben i landet - seks gange flere end i Norge, Danmark og Finland tilsammen. Året før var det 46.
- Jeg er forfærdet, siger efterforskningsleder Christoffer Bohman, som leder politiets indsats mod bandekriminalitet i lenet Södermanland nær Stockholm.
Næst efter Stockholm var der sidste år ingen andre byer i Sverige, som oplevede mere skyderi end den lille by Eskilstuna i Södermanland. Størstedelen var relateret til bandekriminalitet.
En lys sommeraften kunne der igen høres lyden af skud i Årby - et boligområde i udkanten af Eskilstuna. I alt blev der affyret ti skud, inden en maskeret og sortklædt person forlod stedet.
Skuddene var rettet mod en legeplads, hvor en kvinde og en femårig dreng lå såret af skud. Kvinden havde beskyttet sin fire år gamle datter med sin egen krop.
Skudepisoden var den niende i Årby i 2022 og var forsidestof i svenske aviser. Den fik også Sveriges ledende politikere til at besøge Eskultuna, som har omkring 70.000 indbyggere.
- Affyring af ti skud på må og få mod en legeplads 26. august i år var udtryk for en ligegyldighed og kynisme, vi ikke har set tidligere, siger Christoffer Bohmann, tidligere var politichef i Järva-område. Området var ifølge mange startstedet for den voldsepidemi, der har ramt Sverige.
Det meste af volden med skydevåben bliver tilskrevet en konflikt mellem rivaliserende bander i bydelene Årby og Skiftinge i Eskiltuna. Den konflikt har også resulteret i en række tilfælde af knivstikkerier, bilbrande, bortførelser og afpresning.
Politiet i byen foretog i 2022 flere store beslaglæggelser af våben og narkotika, og der blev også afsagt flere og strengere domme. Men meget andet tyder på, at udviklingen går i den gale retning med tiltagende kriminalitet og vold.
Kort før jul blev en 18-årig idømt otte års fængsel for den eneste skudepisode, som krævede liv i Eskilstuna sidste år. Drabet betegnes som en ren likvidering, der skulle være hævn for et andet drab.
Ifølge databasen Incharts, som registrerer voldshandlinger begået med skydevåben, var der sidste år 378 sådanne hændelser. Eskilstuna topper listen med 29,67 skudepisoder per 100.000 indbyggere.
Dertil kommer trusler mod almindelige mennesker, mod butikker og erhvervsdrivende. Konflikterne rammer også skolerne.
Kilde: /ritzau/TT