Kort Nyt

15.12.22

Troels Lund bliver økonomiminister og Sophie Løhde sundhedsminister

Venstre-folkene Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen får begge ministerposter i den nye regering.
SVM-regeringens nye ministre mødes i Statsministeriet før de skal til dronningen torsdag den 15. december 2022.
SVM-regeringens nye ministre mødes i Statsministeriet før de skal til dronningen torsdag den 15. december 2022.

Venstreprofilerne Troels Lund Poulsen og Sophie Løhde bliver henholdsvis økonomiminister og indenrigs- og sundhedsminister.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

De er begge højt i Venstres hierarki og har deltaget i forhandlingerne om at danne den nye trepartiregering, hvor de har spillet centrale roller.

Den østjyske økonomiminister Troels Lund Poulsen betegnes bredt som Venstres chefstrateg.

- Det er et område, som handler om at få regeringens politik gennemført og være med til forhandlinger med finansministeren.

- Jeg kommer til at have fokus på den europæiske økonomi, hvor jeg skal repræsentere Danmark, siger han ved overdragelsen på Amalienborg.

Det nyoprettede Økonomiministerium kommer til at overtage nogle opgaver fra Finansministeriet.

Det gælder blandt andet sager vedrørende at udarbejde konjunkturovervågninger og -vurderinger samt sager vedrørende udgivelse af Økonomisk Redegørelse.

Økonomisk Redegørelse offentliggøres tre gange årligt - i maj, august og december.

Det er en status over dansk økonomi og en prognose for, hvordan regeringen regner med, at det vil gå de kommende to år.

Troels Lund Poulsen har en lang politisk karriere bag sig og har tidligere været miljøminister, skatteminister, undervisningsminister, erhvervs- og vækstminister samt beskæftigelsesminister.

Han får også en plads i Økonomiudvalget og i et nyt regeringsudvalg, som får ansvar for at lede regeringen.

Han er i øjeblikket formand for Statsrevisorerne, som Sophie Løhde også er medlem af. Det må forventes, at de opgiver deres poster, da denne opgave går ud på at være Folketingets vagthund over for ministerier og styrelser.

Nordsjællandske Sophie Løhde har før været sundhedsminister, og det er et område, som hun følger tæt. Hun får plads i både Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget.

Sundhedsministeriet bliver lagt sammen med Indenrigsministeriet, som dermed bliver forstærket yderligere.

Magnus Heunicke (S) har været en fremtrædende sundhedsminister under særligt coronakrisen, men må nu afgive posten, hvilket han er ked af.

- Det er meget følelsesmæssigt, fordi vi har været gennem så meget sammen, men jeg glæder mig meget til den nye opgave, siger Heunicke på vej ind til dronningen og kronprinsen på Amalienborg. Han skal være miljøminister.

Siden folketingsvalget 1. november har Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne forhandlet om at danne regering, hvilket de nu gør.

Det er den blot tredje regering over midten siden Besættelsen.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter