Kort Nyt

01.11.22

Venstreordfører tror ikke længere på asylcenter i Rwanda

Mads Fuglede (V) siger, at et asylcenter i Rwanda nok aldrig kommer til at ske i "virkelighedens verden".
Venstre er skeptisk over for, om et asylcenter i Rwanda bliver til virkelighed. Partiets udlændingeordfører, Mads Fuglede, kalder det for et "fatamorgana". (Arkivfoto).
Venstre er skeptisk over for, om et asylcenter i Rwanda bliver til virkelighed. Partiets udlændingeordfører, Mads Fuglede, kalder det for et "fatamorgana". (Arkivfoto).

Venstres udlændingeordfører Mads Fuglede er skeptisk over for idéen om at sende asylsøgere til Rwanda.

Faktisk så meget, at han betegner planen som et "fatamorgana".

Det siger han til Jyllands-Posten.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, siger dog mandag aften under partilederdebatten på TV 2, at Venstre fortsat bakker op om et modtagecenter i et tredjeland. I Rwanda eller et andet sted.

Venstre har indtil videre støttet idéen om et center i Rwanda, men forholdene i landet får Mads Fuglede til at tvivle på, at et asylcenter kan blive til virkelighed.

- Vi har givet regeringen lov til at afsøge mulighederne i en række lande. Jo mere jeg hører om Rwanda-projektet, des mere tænker jeg, at det skal få regeringen til at se, ud som om den arbejder med det, den har lovet vælgerne.

- Men i virkelighedens verden kommer det nok aldrig til at ske, siger Mads Fuglede.

Hans udtalelse kommer, efter at Jyllands-Posten søndag skrev om, hvordan embedsmænd internt har advaret regeringen om en række kritisable forhold i netop Rwanda.

Ifølge Mads Fuglede skal der være ordentlige forhold i et land, Danmark vælger at lave en aftale med om et asylcenter, før Venstre er klar til at være med.

Forholdene skal være nogenlunde, som de ville være i Danmark, siger han.

Venstre går stadig ind for, at man undersøger muligheden for at oprette et modtagecenter i et tredjeland, men Mads Fuglede siger, det er noget, man uden held har prøvet gennem 40 år i forskellige lande.

Mads Fuglede vil ikke svare på, om Venstre vil stoppe forhandlingerne med Rwanda, hvis partiet kommer til magten.

Han siger dog, at det ret hurtigt kan ende med, at man siger "det var så det projekt".

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen går i rette med udlændingeordføreren under partilederdebatten på TV 2 mandag aften.

- Det er mig, der er formand for Venstre, så det er mig, der lægger den politiske linje, sagde han.

Partiet ønsker et modtagecenter i et tredjeland - det kan både være i Rwanda eller et andet sted, slår Ellemann-Jensen fast.

Problemet er, siger han, at Venstre ikke ved, hvad regeringen gør og lader informationer "være i mørket".

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde mandag til Jyllands-Posten, at "det siger sig selv", at der skal være styr på både menneskerettigheder og internationale konventioner i et land, inden Danmark vil indgå en aftale med det.

Statsministeren siger samtidig, at der ikke er ordentlige vilkår, som det er nu, fordi menneskesmuglere tjener penge på at tjene penge på, at migranter prøvet at komme til EU.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter