Fem uger efter folketingsvalget er Danmark fortsat uden regering. Det i sig selv er ikke historisk opsigtsvækkende. Det opsigtsvækkende er årsagen. Mette Frederiksen nægter at erkende, at hendes tid som magtfuld leder er ovre.
Hun fik første forsøg som kongelig undersøger, fordi Lars Løkke Rasmussen fedtspillede og pegede på sig selv. Men fem uger senere er der intet resultat, ingen bevægelse og ingen vilje til at give stafetten videre.
I stedet insisterer hun på, at det kun er hende, der kan forhandle en ny regering på plads. Hun opfører sig, som om mandatet til at lede landet stadig er hendes, selv om vælgerne med en ordentlig fiskerlussing til hende ved valget trak det tilbage.
Mette Frederiksen er ikke statsminister længere, men hun agerer, som om hun er det. Hun er blot leder af en statslig forvaltning uden mandat fra hverken folk eller Folketing til at sætte retning. Alligevel handler hun, som om magten fortsat er hendes at disponere over.
Det er en stædighed, som flugter ganske fint med hendes selvopfattelse og hendes magtfuldkommenhed. Det er en grundlæggende mangel på accept af det parlamentariske systems præmis. Hun forstår ikke, at magt i et demokrati både er midlertidig og betinget af et mandat.
Hendes adfærd er ikke ny. I 2021, da hun lå underdrejet politisk som statsminister, blev hun reddet af Coronakrisen. Hun koncentrerede magten hos sig selv og førte en konfrontatorisk ledelsesstil. Kritik blev afvist, beslutninger truffet i snævre kredse, og politisk uenighed blev reduceret til et irritationsmoment.
Lovbrud og slettede SMS’er blev fejet til side, og den samme stædige arrogance ser vi i disse uger. Men nu uden det mandat, der tidligere gav hendes adfærd et strejf af legitimitet.
Konsekvensen er en fastlåst situation, hvor Mette Frederiksen blokerer for at andre kan finde løsninger uden om hende. Det er ikke i tråd med den parlamentariske tradition. Når man ikke har et flertal bag sig, skal man give plads til andre, der kan få det.
Den erkendelse udebliver hos Mette Frederiksen. Historien har et klart modstykke. Da Poul Schlüter overtog magten i 1982, skete det, fordi forgængeren Anker Jørgensen erkendte, at tiden var løbet fra ham.
Problemet Mette Frederiksen er, at landet har en politiker i centrum af processen, som nægter at acceptere, at hendes politiske mandat er udløbet.
Og at vi alle skal trækkes med en Lars Løkke Rasmussen som ikke er et hak bedre, men formet ud af det samme stykke surdej.
