“Inde i de miljøer, hvor man kommer for at få åndelig føde, er der nogle politiske grupperinger, som tænker “Vi skal forandre det her samfund, fordi det bygger på falske værdier”, og de henter hjælp udefra til at organisere sig og rekruttere. Og de miljøer er årsag til muslimers ulykke i Vesten. Uden dem ville der ikke være de her to store højrefløjspartier med alle deres mongolhære af ensidigt seende danskere,” siger Ahmed Akkari, der ikke lægger fingre imellem, når han udtaler sig om den polarisering, der hersker i dansk politik omkring integrationen af muslimer i landet.
De miljøer, han omtaler, er miljøerne omkring moskéerne i Danmark – små samfund organiseret efter muslimernes oprindelseslande.
“Der er fem hovedgrupper: De tyrkiske, de pakistanske, de arabiske, de europæisk-bosniske og de afrikanske. Jeg har kendt alle grupperne, og alle miljøerne er præget af, at der er en bestemt politisk tænkning, som har slået rod. Og det er den, jeg er imod,” fortæller den tidligere imam og nuværende folkeskolelærer, der er kendt for som ung at gøre kometkarriere i det muslimske miljø i Danmark.
En karriere, der bl.a. indebar, at han som talsmand for en række muslimske foreninger under Muhammed-krisen rejse rundt i Mellemøsten for at finde støtte til protesterne mod Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Siden har han taget afstand fra islamismen og blandt andet udgivet bogen Min afsked med islamismen (2014).
Se hele Interviewet ovenover, hvor Akkari giver et indblik i de muslimske miljøer i Danmark, praktiseringen af religionen og opfattelsen af islam og islamisme herhjemme.
Husk, at du også kan finde alle Kontrasts udsendelser som podcast i iTunes, Google Podcast, Spotify og via vores RSS-feed.