Video

21.03.21

"Man fortolker ytringerne på den værst tænkelige måde"

En overreaktion. Det kalder jurist Jacob Mchangama de seneste ugers tiltaler og domme i en række strafforhold relateret til coronakrisen. Hør hvorfor i ugens udgave af Interviewet.

For et år siden vedtog et flertal i Folketinget en fordobling af straffen for en række corona-relaterede forbrydelser. Det har resulteret i, at en kvinde for nylig blev idømt to års fængsel for bl.a. at opildne til vold mod politiet under en Men In Black-demonstration. Derudover er to mænd sigtet for at have brændt en dukke af Mette Frederiksen af, mens en kvinde i Aarhus er tiltalt for at have delt et billede af dukkeafbrændingen på Facebook og nu risikerer op til otte års fængsel.

Det er for meget, mener jurist og direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama, der er ugens gæst i Interviewet og ikke kan komme i tanke om noget lignende i dansk retshistorie. 

Han tror, at overreaktionerne kommer i kølvandet på stormen på den amerikanske kongres først på året og sammenligner Men In Black-grupperingen med amerikanske miljøer, hvor der florerer “mere eller mindre vanvittige konspirationsteorier.”

“Og så er man bange for, at det pludselig går fuldstændig grassat, men det skal selvfølgelig ikke ophæve ytringsfriheden,” mener Jacob Mchangama, der mener, at man som regering bør kunne tåle negative ytringer og modstand.

“Man fortolker ytringerne på den værst tænkelige måde for den sigtede frem for at sige, at når det handler om politiske ytringer, så tillægger vi ytringsfriheden en meget høj vægt, og så skal det virkelig være klart og utvetydigt, før vi skrider til handling,” siger Jacob Mchangama.

Se hele interviewet ovenover, hvor du bl.a. kan høre, hvorfor Mchangama ikke mener, der er skyggen af trussel i den aarhusianske kvindes billeddeling, hvorfor handlingerne snarere skulle dømmes efter Straffelovens paragraf 119 frem for 113, og blive klogere på en hel masse ytringsfrihedsrelateret.

Hør også Jacob Mchangamas podcast Clear and Present Danger om ytringsfrihedens historie.

Husk, at du også kan finde alle Kontrasts udsendelser som podcast i iTunes, Google Podcast, Spotify og via vores RSS-feed.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter