Danmark mellem forandring og stabilitetDebatten om danskhed handler ikke først og fremmest om politik. Den handler om, hvad ordet egentlig betyder. Derfor er det ikke så underligt, at den fortsætter. Spørgsmålet i midten er: Hvor mange fremmede kan vi lukke ind, før Danmark bliver noget andet og ugenkendeligt? Antallet er afgørende.
Censuren i det ufortalteI samfund med en overflod af information ligger stats- og konsensusmediernes magt i udvælgelsen og alt det, de ikke fortæller om. Alternative historier bliver ikke forbudt, men ignoreres og forsvinder i mængden. Tendensen er ikke en instruks, men en refleks, formet af institutionerne selv og deres praksis.
Den store misforståelse om danskhedDet centrale politiske spørgsmål er ikke, om mennesker med forskellig baggrund kan bidrage positivt til Danmark – det kan de naturligvis – men hvordan et samfund bevarer kulturel sammenhængskraft, fælles normer og demokratisk tillid under de store demografiske forandringer, vi oplever i disse år.
Nazistemplet rammer hårdt og nådesløstDe unge hylder ikke nazisme, når de synger ”Ausländer Raus” til ungdomspolitiske fester. Ironien er deres våben i trods og frustration over nypuritanismens moralske åg. Og borgerligheden svigter dem, når de bukker under for mediernes pres og den venstreradikale retoriske dobbeltmoral.
Eliten hersker på pingvinernes øBeskyldninger om fascisme fyger over debathegnet i disse uger. Også fra "pæne" borgerlige. Kampen handler kun om Trump på en overfladisk måde. Reelt gælder den elitens moralske privilegium til at definere, hvem der er gode demokrater. Hermed reduceres det liberale demokrati til en ekskluderende værdipolitisk markør fremfor at være et system til at rumme politiske uenigheder.
