Hvorfor gælder ”urfolksrettigheder” ikke for europæerne?
”Urfolksrettigheder” bygger på en erkendelse af, at folkefærd, sprog og kulturer kan forsvinde. Men den erkendelse bliver ikke anvendt, når det omhandler Europas egne historiske folk. Og det er netop dette rettighedsmæssige tomrum, initiativet Save Europe Act forsøger at udfylde og sætte politiske ord på.
Begrebet “urfolk” lyder umiddelbart universelt. Det lyder som en betegnelse for de folk, der historisk hører hjemme i et bestemt land. Men i international ret har “indigenous peoples” en mere snæver betydning.
Det handler nemlig ikke kun om oprindelse, jord, sprog og kultur. I overensstemmelse med postkolonial teori kræver international ret også, at gruppen har været udsat for kolonisering, marginalisering og i dag har en ikke-dominerende status.
Derfor kan samerne i Norden anerkendes som et oprindeligt folk. De har historisk kontinuitet i Lapland med eget sprog, egen kultur, egne repræsentationsformer og en lang erfaring med at være en minoritetsgruppe i de nordiske nationalstater.
Det sørger for, at de ifølge den internationale lovs folkeretslige principper har særlig ret til egne rettigheder og egne institutioner, uden indblanding udefra, så de kan bevare deres sprog, kultur, repræsentation og krav på naturressourcer.
De store europæiske folkefærd falder derimod uden for denne kategori. Danskere, tyskere, franskmænd, italienere, polakker, hollændere og grækere regnes ikke som ”urfolk” i folkeretlig forstand.
Ikke fordi de mangler rødder. Ikke fordi deres sprog, skikke, institutioner og historiske erindring ikke er bundet til bestemte territorier. De opfattes derimod som majoritetsbefolkninger med en dominerende status, og de har derfor ikke krav på samme beskyttelse af deres særegne skikke og kultur i folkeretlig forstand.
Europas juridiske tomrum
Den moderne europæiske rettighedsforståelse har rødder i menneskerettighederne, som i dag er muteret til et monster. Således er dens fokus snævert rettet mod individer, minoriteter og diskriminationsbeskyttelse.
Og tilbage står de europæiske folkefærd i dag uden retslig beskyttelse af deres egen arv, deres hjemland og deres historiske kontinuitet.
Derfor bliver en af de største omvæltninger i Europas nyere historie reduceret til ren teknik. En teknokratisk forblindelse, der forvandler masseindvandring til spørgsmål om arbejdsudbud, multikulturalisme til en debat om inklusion, demografiske forandringer til snak om integration og parallelsamfund til snak om socialpolitik.
Alt bliver gjort til noget administrativt, hvor man stirrer sig blind på det fundamentale spørgsmål, der handler om Europas folkefærds ret til at bevare deres lande som genkendelige, historiske hjemlande.
Det er dette hul, Save Europe Act forsøger at udfylde ad politisk vej. Initiativet beskriver sig selv som det første patriotiske, europæiske borgerinitiativ og kræver, at EU standser befolkningsudskiftningen, sikrer Europas grænser og beskytter de europæiske nationers etno-kulturelle identitet.
På deres hjemmeside skriver arrangørerne, at målet er at samle en million underskrifter for at tvinge Europa-Kommissionen til at mødes med dem og behandle kravene politisk, i henhold til EU-ordningen Det Europæiske Borgerinitiativ.
Her rammer Save Europe Act noget centralt. Initiativtagerne forsøger nemlig at gøre det, som den nuværende europæiske retsorden har sværest ved, og som den i visse tilfælde reelt kriminaliserer, nemlig at tale om Europas folk som historiske og oprindelige folkefærd, og ikke blot som skatteydere, forbrugere, arbejdskraft og individer med juridiske rettigheder.
Den selektive universalisme
Hvis mangfoldigheden af folk og kulturer i verden virkelig er værd at beskytte, må det også gælde europæerne selv. Ellers er princippet ikke universelt, men blot en politisk konstruktion, der anvendes selektivt, alt efter hvem der er tale om.
Denne selektive logik ses i den danske mediedækning af initiativtagerne bag Save Europe Act, der mødtes til Remigration Summit 2026 i Portugal, i weekenden.
Når Politiken og Kristeligt Dagblad omtaler initiativet under overskrifter som ”Europas højreradikale spidser samles til topmøde” og ”ICE-betjente i Europa? Forhåbentlig meget snart. Højreradikale mødes til topmøde og diskuterer remigration”, er der nemlig ikke tale om en neutral beskrivelse af et møde. Det er en moralsk indramning, der på forhånd deponerer hele emnet i en uacceptabel kategori, læseren skal tage afstand fra.
Selve substansen bliver udeladt, og de oprigtige bekymringer om Europas demografiske udvikling, grænsekontrol, remigration og nationale kontinuitet bliver slet ikke behandlet nuanceret.
Det er i stedet det sædvanlige forsøg på at ekskludere disse spørgsmål på forhånd. Og man fokuserer i stedet på personerne bag, som er nemme at smæde til, da mange af dem er blevet kriminaliseret i deres hjemlande via domme, som virker absurde, når man går sagerne igennem.
Save Europe Act fremhæver selv en række markante støtter fra den europæiske nationalkonservative og identitære højrefløj, herunder Eva Vlaardingerbroek, Dominik Tarczyński, Björn Höcke, Martin Sellner og Roberto Vannacci. Så man kan ikke klandre journalisterne på baggrund af deres tilgang, der teknisk set er korrekt, men dog typisk selektiv.
Heldigvis forsvinder de eksistentielle spørgsmål ikke med forsøgene på skandalisering. Ord som remigration, etnokulturel identitet og demografisk kontinuitet skaber måske stadig dyb berøringsangst i redaktionslokalerne.
Men rundt omkring i de europæiske hjem, hvor hverdagens problemer står lige uden for døren, er man efterhånden blevet immun over for den slags. Og derfor er vi nået hertil, hvor man kan stille den etablerede elite direkte spørgsmål og tvinge dem til at lægge kortene på bordet og sige det åbent.
De må sige direkte, at danskerne, franskmændene, tyskerne, italienerne, polakkerne og de øvrige europæiske folk overhovedet ikke har nogen legitim eller kollektiv interesse i at bevare deres egne historiske hjemlande som genkendelige, nationale fællesskaber.
Et nødvendigt opgør
Danskere, franskmænd eller polakker kan teknisk set ikke kaldes ”urfolk” efter ILO-konvention 169. Så den nuværende folkeretlige definition er ikke fyldestgørende til dette formål. Og det er klart, at Europas historiske folk mangler et tilsvarende begrebsapparat for deres egen fortsættelse.
Det skal være klart, at de europæiske folkefærd ikke først behøver at blive en minoritet i deres egne hjemlande, før deres overlevelse bliver legitim at diskutere. For hvis beskyttelsen først bliver reel, når tabet allerede er indtruffet, og de oprindelige europæiske folkefærd er minoriteter i deres egne lande, så vil det være for sent.
Danskerne har det forholdsvis nemt i denne debat. Vi er endnu ikke underlagt de samme lovmæssige begrænsninger, som der er i andre lande. Men for Europas skyld er det nødvendigt at løfte debatten op på europæisk plan.
I lande som Tyskland og Østrig lammer arven fra Anden Verdenskrig det politiske sprog. Her er det reelt umuligt at diskutere etno-kulturelle rettigheder og folkelig kontinuitet uden straks at blive konfronteret med fortidens skygger.
Her kvæles diskussionen på forhånd af et retsvæsen, der i sin iver efter at forhindre historiske gentagelser har udviklet en total overfølsomhed over for enhver patriotisk ytring og straffer den prompte.
Europas fremtid kan ikke gøres afhængig af, at de enkelte nationer hver for sig skal overvinde deres egne historiske tabuer, før spørgsmålet overhovedet må stilles. Netop derfor må det formuleres som et fælleseuropæisk anliggende.
Vi skal have lov til at være her i morgen
Og det er derfor, Save Europe Act ikke kun handler om lukkede grænser og remigration. Det handler om et langt mere grundlæggende spørgsmål med en målsætning om, at man i europæisk politik igen bør kunne tale om folkets fortsættelse som et legitimt mål.
Vi skal væk fra et system, der kun begrænser sig til snak om økonomisk vækst. Hvor menneskerettighederne blot forstås som rent individuelle krav ud fra en ideologisk sociologisk forståelse af folk og nationer. Hvor arbejdsmarked, produktivitet og integration er omdrejningspunkt for debatten, i stedet for de europæiske folkefærds hjemlande, arv og fremtid.
For et folkefærd kan ikke blot reduceres til en befolkning. En nation kan ikke reduceres til en stat. Og Danmark kan ikke reduceres til et administrativt område, hvor enhver udskiftning kan retfærdiggøres, så længe regnearket midlertidigt går op.
Hvis ”urfolksrettigheder” bygger på indsigten om, at folk kan forsvinde, bør Europa tage denne indsigt alvorligt, før Europas egne folk står i samme situation.
Ikke ved nødvendigvis at kopiere folkerettens princip om ”urfolk” en til en. Men ved at anerkende, at også europæiske majoritetsfolk har en legitim, kollektiv interesse i at bevare deres sprog, kultur samt deres historiske og folkelige kontinuitet og med en demografisk fremtid, hvor de kan bevare alt det, de har kært.
Spørgsmålet er hverken ekstremt eller umenneskeligt. Det er tværtimod det mest fundamentale politiske spørgsmål, et folkefærd kan rejse.
Vi har lov til at være her i morgen!
