Da man i 1816 fejrede 200-årsdagen for William Shakespeares død og opførte Hamlet for første gang på Kronborg, fandt man skuespillerne blandt kasernens soldater. I hans egen tid var teatret en del af en voksende underholdningsbranche, der konkurrerede om publikums gunst med bjørnekampe, gøglere og hængninger.
I senmiddelalderen sker der noget interessant i Europa. De bystater, der har domineret omkring Middelhavet og andre steder, begynder at vige for territorialstaterne fra det øjeblik, man får kanoner, som kan skyde hul i bymurene. Da falder borge og bystater på række.
Der var engang, hvor de kristne bekrigede hinanden indbydes, og intet sted mere end i i det nuværende Tyskland. Vor hushistoriker opridser det internationale slag ved Breitenfeld. Hvis du skulle have glemt det.
Korstogene er meget simple. Der er fire store korstog, der handler om alt muligt forskelligt, og så kaldes de for øvrigt ikke korstog. Her giver vor hushistoriker en indføring i det første, mens han ihukommer noget vigtigt: historiens mellemregninger, der gør det hele så kompliceret.
I 1550 har Osmannerriget Europas største og mest professionelle hær, som er bygget til erobring. I begyndelsen går det forrygende, men med tiden møder osmannerne modstand af nationale og kristne hærførere og Europas nye militærstater. Vor hushistoriker giver dig et smugkig ind i krigene mod tyrkerne.
Man skal ikke tro på alt, hvad man læser eller hører, heller ikke om Reformationen. Historiens puls genbesøger det berømte kirkemøde i Trento i 1500-tallets midte og finder oversete kendsgerninger. Modreformationen var ikke bare en sur katolsk modstand, men en voldsom kulturel udladning.
1520 er et travlt og spændende år i europæisk historie. Vor hushistoriker fører dig tilbage til tolv måneder med kapaw, kristendommens spaltning og udsigt til religionskrig.
De kristne og deres nærmeste fjende, osmannerne, havde vidt forskellige normer og regler for tronskifte. Mens de første kun måtte få sønner med én kvinde, kunne osmannerne vælge at få børn med flere kvinder. Til gengæld blev broderdrabet en fast del af den osmanniske tradition.
Kontrasts hushistoriker er stødt på en gammel nyhed, der fortjener opmærksomhed: Det succesfulde forsvar af Wien i 1683 mod de invaderende muslimske horder. Men det skal ikke markeres med en statue. Byens røde byråd ønsker nemlig ikke "at rejse en scene, der kan misbruges til xenofobisk agitation og fremavle Islamofobi og anti-tyrkiske følelser." Så fundamentet til en rytterstatue af den frelsende polske konge forbliver tomt.
