07.10.23

50 israelere taget som gidsler af Hamas

Siden Hamas angreb på Israel lørdag har der været meldinger om, at man fanger og fører israelere til Gaza.
En tildækket israelsk kvinde fra en kibbutz i det sydlige Israel er taget til fange af militante palæstinensere og føres ind i Gaza. Det sker under Hamas' omfattende angreb på Israel lørdag.
En tildækket israelsk kvinde fra en kibbutz i det sydlige Israel er taget til fange af militante palæstinensere og føres ind i Gaza. Det sker under Hamas' omfattende angreb på Israel lørdag.

En talsmand for Israels hær bekræfter, at både israelske soldater og civile bliver holdt som gidsler i Gazastriben.

Det skriver den israelske avis Haaretz.

Cirka 50 israelere fra kibbutzen Beeri nær Gaza er blevet taget som gidsler af militante Hamas-folk.

Det rapporterer det israelske nyhedsmedie N12.

Der har været meldinger om, lige siden Hamas iværksatte et omfattende raketangreb og en landoperation lørdag morgen, at israelere er blevet taget til fange i det sydlige Israel.

Angiveligt har militante palæstinensere taget israelere som gidsler i den sydlige by Ofakim samt i kibbutzen Beeri, skriver den israelske avis Haaretz.

En stor del af oplysningerne om gidsler er ikke bekræftet fra officielt hold.

Men i kibbutzen Beeri har en af beboerne ringet til Haaretz og fortalt, at han og hans familie har siddet gemt i et beskyttelsesrum siden klokken 6.45 lørdag morgen.

Han kan stadig høre skud udenfor, fortæller han.

En ung kvinde med tre børn er sammen med beboeren og hans familie, fortæller han. Den unge mor har fortalt, at hendes hus brændte ned.

Familien løb til beskyttelsesrummet, mens der blev skudt mod dem, fortæller den unavngivne mand til Haaretz.

- De flygtede ud af vinduet i huset. De blev beskudt undervejs. Det er som en dårlig film, fortæller han til avisen.

Der er dukket billeder op på de internationale fotobureauer, som tilsyneladende viser nogle af de tilfangetagne israelere, der er ført ind i Gaza.

Hamas' næstkommanderende, Saleh al-Arouri, siger til tv-stationen al-Jazeera, at der er højtstående embedsmænd blandt gidslerne.

- Vi indleder en offensiv, der vil eskalere yderligere. Målet er frihed for det palæstinensiske folk og de hellige steder, siger Arouri.

Han tilføjer ifølge Reuters, at gruppen har tilstrækkeligt med israelske gidsler til at kunne få samtlige palæstinensiske fanger løsladt i en fangeudveksling med Israel.

Hamas meddeler, at gruppens omfattende angreb mod Israel er en reaktion på Israels gentagne angreb mod palæstinensere på Vestbredden, Jerusalem og i de israelske fængsler.

FN's højkommissær for menneskerettigheder, Volker Turk, siger i en udtalelse, at han er "dybt foruroliget over meldinger om, at civile israelere er blevet taget som gidsler".

Også EU's udenrigschef, Josep Borrell, kalder meldingerne om gidseltagninger "forfærdelige".

- Det er imod folkeretten. Gidslerne skal omgående løslades, skriver han på X, der tidligere hed Twitter.

Reuters

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter