24.08.23

Andreas Mogensen har bestilt Beef Wellington som sidste måltid

Andreas Mogensens sidste døgn inden afgang mod rummet indeholder et "Ultimate Meal" og strandtur med familien.
Andreas Mogensen bliver pilot på rumskibet "Crew Dragon", der fredag klokken 09.49 dansk tid sendes afsted mod Den Internationale Rumstation.
Andreas Mogensen bliver pilot på rumskibet "Crew Dragon", der fredag klokken 09.49 dansk tid sendes afsted mod Den Internationale Rumstation.

Den danske astronaut Andreas Mogensen rejser om mindre end et døgn afsted mod Den Internationale Rumstation.

Dermed vinker han farvel til Jorden og skal bo i rummet i seks måneder.

Opsendelsen i Florida sker fredag klokken 03.49 lokal tid - 09.49 dansk tid.

Det betyder blandt andet, at Andreas Mogensen og hans tre astronautkolleger har brugt de seneste dage på at få vendt deres døgnrytme, så de er helt klar til afgangen midt om natten.

Det fortæller Andreas Mogensen cirka 24 timer før afgang.

- Lige siden vi ankom til Kennedy Space Center for tre dage siden, har vi levet på den døgnrytme, som vi skal have på selve opsendelsesdagen.

- Vi går i seng omkring klokken 12.30-13.00 om eftermiddagen, og så står vi op omkring klokken 21.00-21.30 om aftenen, fordi det er det, vi kommer til at gøre på opsendelsesdagen, siger Andreas Mogensen.

Den 46-årige dansker har selv fået lov til at bestemme, hvad hans sidste store måltid bliver inden afgangen med "Crew Dragon"-rumskibet.

- Vi får vores "Ultimate Meal", som vi kalder det i stedet for "det sidste måltid". Det er et større måltid, og der har jeg bedt om Beef Wellington.

- Og det får jeg på grund af opsendelsestidspunktet desværre allerede serveret torsdag morgen omkring klokken 9.00 eller 10.00, fordi det er vores middagsmad, inden vi går i seng. Og så får vi en let morgenmad, når vi står op torsdag aften, siger Andreas Mogensen.

Inden afgangen skal der tages afsked med familien. Det sker blandt andet med en strandtur sammen med hustruen og deres tre børn.

- Vi har nogle timer på stranden sammen med vores partnere og vores børn en sidste gang for at få mulighed for at være sammen med dem og sige farvel torsdag formiddag (lokal tid, red.), siger Andreas Mogensen.

Den øvrige familie - som forældre og søskende - kommer også og siger farvel. Det sker dog gennem en glasrude, da de i modsætning til hustruen og børnene ikke har været i karantæne sammen med ham.

Andreas Mogensen skal være pilot på "Crew Dragon"-rumskibet.

Han rejser sammen med amerikanske Jasmin Moghbeli, der er kommandør på rumskibet, japanske Satoshi Furukawa og russiske Konstantin Borisov.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter