02.06.23

Dansker løsladt efter syv måneder i fængsel i Iran

En dansk statsborger, der blev anholdt under demonstrationer i Iran i november, er på vej hjem til Danmark.
Iran var i efteråret 2022 præget af store demonstrationer, efter at en ung kurdisk-iransk kvinde døde i politiets varetægt. Kvinden var tilbageholdt af politiet for brud på reglerne om at bære hovedtørklæde. Under de omfattende demonstrationer blev titusindvis af mennesker anholdt. Blandt dem var en dansker, som nu er løsladt efter syv måneder i iransk varetægt. (Arkivfoto)
Iran var i efteråret 2022 præget af store demonstrationer, efter at en ung kurdisk-iransk kvinde døde i politiets varetægt. Kvinden var tilbageholdt af politiet for brud på reglerne om at bære hovedtørklæde. Under de omfattende demonstrationer blev titusindvis af mennesker anholdt. Blandt dem var en dansker, som nu er løsladt efter syv måneder i iransk varetægt. (Arkivfoto)

En dansk statsborger, der har været tilbageholdt i Iran i syv måneder, er løsladt.

Det bekræfter Udenrigsministeriet fredag over for Ritzau.

Danskeren blev anholdt i Iran i november 2022 i forbindelse med en demonstration for kvinders rettigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet AFP's oplysninger er vedkommende sammen med to andre løsladte europæere nu på vej i et fly fra Iran til Belgien.

De skal mellemlande i Oman, hvor de vil få et lægetjek, og derefter bliver de fløjet til en militær flybase lidt uden for Bruxelles, skriver Reuters.

- Jeg er både glad og lettet over, at en dansk statsborger nu er på vej hjem til sin familie efter at have været fængslet i Iran, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Jeg har også selv talt med den iranske udenrigsminister ad flere omgange og været i kontakt med familien, som har stået i en svær situation. Det er meget glædeligt, at sagen nu har fundet en lykkelig afslutning.

Da der er tale om en personsag, afviser Lars Løkke at gå i nærmere detaljer om sagen. Udenrigsministeriet har ikke umiddelbart givet yderligere oplysninger om danskeren.

Vedkommende er en af i alt fire europæere, som Iran har løsladt som led i en fangeudveksling med Belgien, siger en talsperson for den belgiske regering til AFP.

En belgisk hjælpearbejder, der har været tilbageholdt i Iran, blev løsladt for en uge siden. Siden fulgte danskeren og to østrigere.

Til gengæld har Iran fået udleveret diplomaten Asadollah Assadi, som i 2021 blev idømt 20 års fængsel ved en belgisk domstol for planer om terrorangreb i Frankrig.

Angrebet, der ifølge planerne skulle have fundet sted i 2018, skulle have ramt en demonstration, som den iranske opposition holdt i udkanten af Paris.

Belgiens premierminister, Alexander De Croo, skriver fredag på Twitter, at han orienterede sin danske kollega, statsminister Mette Frederiksen (S), og den østrigske kansler, Karl Nehammer, under et europæisk topmøde i Moldova torsdag.

Oman har mæglet mellem Iran og Belgien, skriver AFP.

Der sidder fortsat mindst 15 vesterlændinge i iranske fængsler.

Ifølge menneskeretsorganisationer er de typisk ikke skyldige i nogen forbrydelse, men bliver tilbageholdt, fordi Iran mener at kunne bruge dem i byttehandler med udenlandske regeringer.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter