07.06.23

Demens spænder ben for retssag om folkedrabet i Rwanda

Den rwandiske rigmand Felicien Kabuga er anklaget for at have opildnet til drab på tusindvis af tutsier.
Felicien Kabuga ses her under et retsmøde ved krigsforbryderdomstolen i september sidste år. (Arkivfoto).
Felicien Kabuga ses her under et retsmøde ved krigsforbryderdomstolen i september sidste år. (Arkivfoto).

En af de formodede hovedaktører under folkedrabet i Rwanda - rigmanden Felicien Kabuga - er for svækket til at kunne deltage i en retssag, der blev indledt mod ham sidste efterår ved en FN-domstol i Haag.

Domstolen har derfor besluttet at afbryde retssagen. Den skal i stedet afløses af en anden form for retlig undersøgelse.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Kabuga lider af svær demens, oplyser FN-domstolen, som blandt andet fører sager om folkedrabet i Rwanda.

Kabuga er ifølge domstolen 88 år. Selv hævder han dog, at han er 90.

Den aldrende rwander er anklaget for at have stået i spidsen for radiostationen Radio Television des Milles Collines, som piskede en stemning op, der førte til drabet på hundredtusinder af tutsier i 1994.

Han skal også have udstyret Interahamwe-militsen med våben. Militsens medlemmer var hutuer og spillede en central rolle i folkedrabet, som primært gik ud over tutsier.

Kabuga har nægtet sig skyldig i begge forhold.

Kabuga var en meget velhavende forretningsmand, da over 800.000 mennesker blev slået ihjel i Rwanda.

Mange blev hakket til døde med macheter.

I 20 år var han på flugt. Men i maj 2020 blev han fundet og anholdt af fransk politi i en forstad til Paris. Siden blev han udleveret til retsforfølgelse ved FN's krigsforbryderdomstol.

Den eventuelle retlige undersøgelse, som skal erstatte retssagen, vil ikke føre til en egentlig domfældelse, skriver AFP.

Dommerne ved FN-domstolen understreger dog, at det er vigtigt for ofrene for folkemordet, de overlevende og det internationale samfund, at Kabugas rolle i folkedrabet bliver adresseret i retten.

Tre lægelige eksperter, som er udpeget af domstolen, har vurderet Kabugas tilstand. De er kommet frem til, at hans mentale evner er væsentligt forringet, siden retssagen begyndte i september sidste år.

Eksperterne vurderer, at Kabunga hverken er i stand til at følge med i retsmøderne, forstå de beviser, der bliver fremlagt, eller selv at afgive forklaring.

Domstolen finder det derfor uansvarligt at fortsætte sagen mod ham.

Han vil da heller ikke skulle deltage i en alternativ retlig proces.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter