27.07.23

Egypten beder dansk ambassadør forklare koranafbrændinger

Demonstrationer i Danmark og Sverige, hvor Koranen er blevet brændt af, vækker opsigt og vrede i flere lande.
En mand læser i Koranen efter bøn i al-Azhar moskéen i Kairo. Egyptens regering har indkaldt den danske ambassadør i landet for at få en forklaring på den seneste tids afbrændinger af muslimernes hellige bog i Danmark. (Arkivfoto)
En mand læser i Koranen efter bøn i al-Azhar moskéen i Kairo. Egyptens regering har indkaldt den danske ambassadør i landet for at få en forklaring på den seneste tids afbrændinger af muslimernes hellige bog i Danmark. (Arkivfoto)

Egypten har torsdag indkaldt den danske ambassadør i landet, Anne Dorte Riggelsen, til en samtale på grund af de afbrændinger af Koranen, der har fundet sted i Danmark.

Her har Egypten opfordret til, at "myndighederne i Danmark og andre lande, der har oplevet lignende hændelser, tager konkrete skridt til at stoppe disse uheldige episoder én gang for alle".

Det meddeler Egyptens udenrigsministerium torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De seneste par uger er der blevet brændt og ødelagt koraner foran ambassader i både København og i den svenske hovedstad, Stockholm.

Senest satte en mindre gruppe af personer tirsdag ild til Koranen foran Egypten og Tyrkiets ambassader i København.

Det er den tredje koranafbrænding i Danmark på mindre end en uge.

Disse afbrændinger har udløst stor vrede i den muslimske verden.

Utilfredsheden kulminerede i sidste uge, da Sveriges ambassade i Iraks hovedstad, Bagdad, blev stormet, og der blev sat ild til bygningen.

Senere forsøgte demonstranter igen at trænge ind i Bagdads ambassadeområde. Her skal Danmarks ambassade have været et mål.

Den seneste tids demonstrationer i Danmark og Sverige, hvor islams hellige bog er blevet brændt af, har vakt opsigt og vrede i flere andre lande med en overvejende muslimsk befolkning.

Lørdag var den danske ambassadør i Iran, Jesper Vahr, af samme årsag indkaldt til en samtale i det iranske udenrigsministerium.

Ifølge det iranske udenrigsministerium udtrykte Vahr sin beklagelse over, at en Koran er blevet brændt af.

Ambassadøren skal videre have henvist til, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tidligere lørdag havde udtalt, at det er "en skændig handling" at krænke andres religion.

- Jeg fordømmer den slags dumheder, som en lille håndfuld enkeltpersoner lavede i går foran den irakiske ambassade, sagde Lars Løkke Rasmussen i en skriftlig kommentar.

- Det er en skændig handling at krænke andres religion. Det gælder både afbrænding af koraner og andre religiøse symboler. Det har intet andet formål end at provokere og skabe splittelse.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter