08.05.23

Flise med mosaik af Irmapigen flyttes til nyt sted på Frederiksberg

Forvaltning skal komme med bud på ny placering til flise med mosaik af Irmapigen efter møde i udvalg.
En flise er på Frederiksberg Allé blevet fjernet og udskiftet med en mosaik af Irma-pigen. Nu skal der findes et nyt sted til den i kommunen.
En flise er på Frederiksberg Allé blevet fjernet og udskiftet med en mosaik af Irma-pigen. Nu skal der findes et nyt sted til den i kommunen.

En flise med en mosaik af Irmapigen, som af ukendte personer er blevet lagt ned på Frederiksberg Allé, skal fjernes.

Men den bliver bevaret, så den kan komme til at ligge et andet sted i kommunen.

Det oplyser Jan E. Jørgensen (V), som er formand for kommunens Miljø- og Trafikudvalg, efter et møde i udvalget mandag aften.

Flisen er blevet lagt et sted, hvor der ligger hædersfliser for danske skuespillere. Det har ført til kritik fra idémanden til projektet.

Samtidig må borgere ikke blot grave fliser op og lægge nye ned. Derfor har kommunen skullet tage stilling til fremtiden for flisen.

- Sådan rent teknisk kan det godt være, at det er hærværk. Men når man ser flisen, så tror jeg, at de fleste ikke betragter det som hærværk, men tværtimod som en forskønnelse af vores by, siger Jan E. Jørgensen.

- Så vi synes, at det er en sjov happening.

Venstre-politikeren oplyser, at det var et enigt Miljø- og Trafikudvalg, der nåede frem til beslutningen om at bevare flisen, som dukkede op i april, nogle måneder efter at det blev meldt ud, at butikskæden Irma lukker.

- Jeg tror, at man skal være meget, meget emsig for at mene, at det er et problem, siger han om flisen.

Hovedstadsmediet TV 2 Kosmopol har beskrevet, at forvaltningen lagde op til tre forskellige løsninger.

De to andre muligheder var, at flisen blev fjernet og kunne hentes af skaberne på rådhuset, eller at den skulle bortskaffes efter "sædvanlig praksis" og eventuelt bortauktioneres til et velgørende formål.

Men nu skal der altså findes et nyt sted i kommunen til flisen.

- Irma er død, og det kan vi ikke gøre noget ved. Men vi kan holde liv i Irmapigen, så hun kommer til at ligge permanent på fortovet på Frederiksberg, siger Jan E. Jørgensen.

- Det bliver ikke lige på Frederiksberg Allé, men vi prøver at finde en anden fin placering til hende.

Nu vil kommunens forvaltning komme med bud på, hvor flisen kan komme til at ligge.

Det kan muligvis blive foran en tidligere Irma-butik, oplyser Jan E. Jørgensen.

Irmas død er resultat af en stor strukturændring i Coop, som koncernen er i gang med at udføre. Den nye struktur betyder, at Coop går fra at have otte forskellige kæder til blot tre.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter