13.03.23

Forligsmand udskyder konfliktvarsler igen

Konfliktvarsler udsættes yderligere to uger fra den 15. marts. Det er sidste gang, forligsmanden kan udsætte.
Forligsmanden har mulighed for at udskyde konfliktvarsler med 14 dage to gange. Det er dermed sidste gang, de kan blive udskudt. (Arkivfoto)
Forligsmanden har mulighed for at udskyde konfliktvarsler med 14 dage to gange. Det er dermed sidste gang, de kan blive udskudt. (Arkivfoto)

De forhandlere, der endnu ikke er nået til enighed om en ny overenskomst, får mere tid.

Forligsmanden Jan Reckendorff har besluttet at udsætte de varslede arbejdsstandsninger yderligere to uger fra den 15. marts.

Det skriver Forligsinstitutionen i en pressemeddelelse.

- Jeg opfordrer alle overenskomstparter, hvor der endnu ikke er opnået forlig, til at fremskynde forhandlingerne mest muligt med henblik på en afklaring, siger forligsmand Jan Reckendorff i meddelelsen.

Den 27. februar besluttede forligsmanden første gang at udsætte konfliktvarslerne i to uger.

Forligsmanden har mulighed for at udskyde de varslede konflikter med 14 dage to gange. Det er derfor sidste gang, han har mulighed for at give parterne mere tid.

Den 7. marts opfordrede forligsmanden parter uden en aftale til fremskynde forhandlingerne.

Arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Christian Lyhne Ibsen fortalte i den forbindelse, at det er normal procedure, som handler om at få de sidste områder i mål.

- Det betyder, at man nu er ved næste fase af forhandlingerne, hvor man kan risikere at blive samlet op i et samlet mæglingsforslag, hvis man ikke kan blive enige på sit område, sagde han til Ritzau.

At blive samlet op vil sige, at man får de generelt samme vilkår som på det øvrige arbejdsmarked.

På områder, hvor man ikke kan blive enige, fastsætter forligsmanden altså nogle vilkår, der kommer til at indgå i det samlede mæglingsforslag.

Det samlede forslag skal godkendes både af arbejdsgivere og lønmodtagere, før de nye overenskomster gælder.

Forligsmanden har aftalt et nyt møde med Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Mange af de store overenskomstaftaler er allerede på plads. I februar landede en aftale på industriens område og den 7. marts blev parterne i byggeriet enige om en ny overenskomst.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter