Regeringen har sat endnu en kampagne i søen mod det, de kalder ”manosfæren”. Det lyder umiddelbart nobelt: Et opgør med kvindehad og ekstremistiske mandegrupper, der undergraver ligestillingen. Men ser man bag de politisk korrekte paroler, afslører tiltaget en langt mere ubehagelig virkelighed:

Det er feministerne selv, der definerer, hvad manosfæren er - og dermed hvornår mænds fællesskaber er forkerte. Der er tale om en ideologisk magtovertagelse forklædt som ligestilling, hvor feminismen ikke blot vil beskytte kvinder mod hadefuld retorik, men samtidig vil indrette samfundet sådan, at enhver mandeaktivitet uden kvindeligt godkendelsesstempel kan stemples som ekstrem eller usund.

Vi taler i praksis om en slags feministisk mor-søn-dynamik i samfundsmålestok. Kvinder forlanger frihed, selvstændighed og egenrådighed - men mænd skal fortsat indordne sig, passes på, korrigeres og disciplineres, som var de uregerlige drengebørn.

Kvindebevægelsen vil have monopol på mænd
Den statslige kampagne mod manosfæren bygger på den antagelse, at mænds fællesskaber – både digitale og fysiske – som udgangspunkt pga. mandens natur alene, udgør en trussel mod kønsligestillingen. Men igen: hvem definerer egentlig, hvornår det sker?

Når mænd forsøger at etablere rene mandefællesskaber, er det altså ikke blot mangel på genuine tilbud – men også tabu og ideologisk modstand, der spiller ind. Det betyder, at mænd kun må have fællesskaber, hvis de følger de ideologiske spilleregler, som feminismen opstiller. Kritik af kvinder? Forbudt. Kritik af kønspolitikken? Mistænkeligt. Kritisk maskulinitet? Farligt.

Samtidig gennemsyres den offentlige mening fortsat af en polariserende retorik, velvilligt kolporteret af en overvejende venstreorienteret, pro-feministisk presse. Det er her yderst svært, at tage Michael Bang Petersens forskning og Karen Sybergs ord alvorligt, når der uden videre dæmoniseres mænd, der vover at stille kritiske spørgsmål – hvad enten det handler om coronaens håndtering eller om feminisme og kønsdebat.

Kritik defineres som afvigende
Det handler ikke blot om en analytisk forklaring på marginalisering eller social frustration; det er en gentagen strategi, hvor der med samme håndelag omskabes kritik til symptom på afvigelse og had. Netop denne gentagelse afslører noget grundlæggende problematisk: når enhver kritiker af det politisk konformitetsfilter eller af den herskende diskurs stemples som afvigende, mister kritikken sin plads i den demokratiske samtale.

Bang Petersen gør nøjagtigt dette ved at reducere mænds kritik af feminismen til et udtryk for had, og tidligere har han med samme greb dæmoniseret corona-kritikere som irrationelle personager der ikke vil acceptere samfundet. Det er ikke bare usagligt, det er en troværdighedskrise.

En seriøs stemme ville i stedet forsøge at forstå de bekymringer, som reelt findes, og invitere til refleksion frem for dialektisk rollefordeling, hvor den enes argument som udgangspunkt er mere troværdigt end modpartens. Der er reelle spændinger i køns- og samfundsdebatten, som ikke kan forstås eller løses ved at klistre mærkater på folk.

At gentage samme mønster, som under corona i nuværende kønsdebat, hvor man kaster kritikere ud i skammekrogen, er ikke bare intellektuelt uforsvarligt – det undergraver tilliden til både kritikken og kritikeren.

Feminismen har ingen retning - kun privilegier
Samtidig er der en åbenlys dobbeltmoral i den feministiske kamp mod manosfæren. For mens kvinder i stigende grad promoveres til at udnytte sociale medier for seksuel kapital, udseende og opmærksomhed - pakket ind som empowerment - får mænd frataget retten til at kritisere samme udvikling.

Se bare på OnlyFans, hvor kvinder sælger intimitet, nøgenhed og seksuelle ydelser via nettet, alt sammen markedsført som kvindelig frigørelse. Men når mænd reagerer på denne kultur, diskuterer konsekvenserne eller udtrykker frustration, stemples det som kvindehad.

Vi ser det også i debatten om kvinders valg af partnere. Når mænd åbent taler om den såkaldte hypergami — altså kvinders tendens til at søge opad i sociale eller økonomiske hierarkier - udlægges det som nedladende eller kvindefjendsk.

Eksempelvis blev en paneldebat på Folkemødet 2023 om kønsroller og parforhold mødt med massiv kritik, fordi mændene i panelet tillod sig at problematisere kønsdynamikker uden at følge den feministiske dagsorden cefu.dk.

Der er tale om en usund social dynamik: Kvinder kan frit nyde fordelene ved seksuel selvpromovering, men mænd må ikke reagere kritisk. Kvinder kan iscenesætte sig som sexobjekter, men mænd må ikke tale om det.

Feminismen insisterer på, at kvinders valg er suveræne, men mænds reaktioner skal reguleres, kontrolleres og diagnosticeres. Dermed reduceres mænd fra deres natur til en slags sociale skaffedyr: De skal acceptere kvinders privilegier, men må ikke selv kræve noget til gengæld. De må ikke have uafhængige fællesskaber, ikke formulere egne narrativer - medmindre det sker på kvindelige præmisser.

Mor bestemmer stadig
Hvad vi ser, er en kulturel videreførelse af det klassiske usunde mor-søn-forhold, hvor moderen både vil have barnet til at være selvstændigt — men ikke for selvstændigt. Det samme gælder nu for mænd i det offentlige rum.

Feminismen vil gerne have mænd, der er følsomme, samarbejdende og deltagende i ligestillingsdebatten - men ikke mænd, der stiller kritiske spørgsmål, udfordrer den feministiske fortælling eller insisterer på egen identitet.

Når staten nu vil kortlægge manosfæren, er det ikke for at skabe balance eller beskytte demokratiet. Det er for at befæste en asymmetrisk kønsorden, hvor kvinder kan definere deres egne og mænds fællesskaber, og hvor mænd reduceres til bifigurer i et kvindedomineret narrativ.

Hader feminismen mænd? - men elsker at styre dem?
Det er på tide at vende argumentet om. For hvem hader egentlig hvem? Det er ikke manosfæren, der truer kønsligestillingen - det er feminismen, der hader mænd nok til at nægte dem frie fællesskaber, kritisk dialog og reel indflydelse på samfundets kønspolitiske retning.

Feminister taler om ligestilling, men de praktiserer magtovertagelse. De taler om tryghed, men de skaber social kontrol. De taler om kvindefrigørelse, men deres frihed består i, at mænd skal indordne sig - ikke i reel balance mellem kønnene.

Samtidig ser vi, hvordan feminister selv opretter mandefora, mandegrupper og støttestrukturer — naturligvis på feministiske præmisser. Vi ender med absurde konstruktioner som feministiske mandeklubber, hvor mænd må tale om deres følelser, men helst kun de følelser, der passer ind i det feministiske verdensbillede.

Eksempelvis har flere kommuner, bl.a. København, igangsat initiativer for mænds trivsel, men projekterne styres konsekvent af konsulenter med en udpræget feministisk dagsorden, hvor mænds problemer analyseres som et biprodukt af ”giftig maskulinitet” snarere end som strukturelle uligheder.

Samtidig reduceres alle problemer omkring mænd til deres iboende natur og værdi og er derfor dæmonisering og tæt på hadtale. Mistænkeliggjort maskulinitet • Dansk pædagogisk Tidsskrift og mandefællesskaber  reduceres til terapigrupper, hvor mænd kan få afløb for deres sårbarhed - så længe de ikke udfordrer magtbalancen.

Vi har brug for ægte maskuline rum
Hvis vi som samfund vil tage kønsbalancen alvorligt, kræver det, at mænd har ret til egne fællesskaber, egne stemmer og egne perspektiver — også når de udfordrer feminismen. Det kræver rum, hvor mænd kan definere sig selv, uden at skulle have godkendelse fra mor, stat eller kvindelige ideologer.

Kortlægningen af manosfæren er derfor ikke en sikkerhedsforanstaltning - det er en ideologisk kampagne for at sikre, at kvinder bevarer definitionsmagten over mænds fællesskaber.

Så længe feminister får lov at diktere, hvornår mænd er farlige, og hvornår de bare er nyttige, vil vi ikke få reel kønsbalance - kun en videreførelse af den gamle dynamik, hvor kvinden er mor, og manden er drengen, der aldrig bliver voksen.

Og derfor er mandefællesskaber nok, lige præcis i denne tid, bedst af mænd selv. Uden systemets feministiske perspektiver, uden ideologiske lektier - men med respekt for, at maskulinitet og fællesskab ikke behøver godkendelse fra de samme, der helst så mænd reduceret til skaffedyr og syndebukke.