21.10.23

Første lastbiler med nødhjælp kører ind i Gaza efter ophobning

Egyptisk tv viser billeder af lastbiler med nødhjælp, mens de krydser grænsen til Gaza.
Fra international side har der været stor opmærksomhed om netop Rafah-overgangen, da det er den eneste indgang til Gaza, som Israel ikke har kontrol over. Lastbiler med nødhjælp har stået i kø på den egyptiske side.
Fra international side har der været stor opmærksomhed om netop Rafah-overgangen, da det er den eneste indgang til Gaza, som Israel ikke har kontrol over. Lastbiler med nødhjælp har stået i kø på den egyptiske side.

De første lastbiler med nødhjælp er lørdag begyndt at køre ind i Gazastriben, efter at en konvoj har hobet sig op ved grænseovergangen Rafah til Egypten.

Det rapporterer en række internationale medier.

Egyptisk tv viser lørdag livebilleder af lastbilerne, mens de krydser grænsen.

Der har været meldinger om hundredvis af lastbiler ved overgangen, som er den eneste ind i Gaza, som Israel ikke kontrollerer.

En konvoj med 20 lastbiler med medicin og en begrænset mængde mad skal efter planen køre ind i Gaza lørdag, oplyser den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas ifølge Reuters.

Det er uvist, hvor længe overgangen vil være åben.

Meldingen om tv-billeder af lastbiler kommer, efter at USA's ambassade tidligere lørdag oplyste, at grænseovergangen mellem Gazastriben og Egypten ville åbne i et ukendt tidsrum lørdag klokken 10 lokal tid. Det svarer til klokken 09.00 dansk.

Ambassaden antyder, at det måske også kan betyde, at udlændinge vil få mulighed for at forlade Gaza.

- Vi har fået information om, at Rafah-grænseovergangen mellem Gaza og Egypten åbner lørdag 21. oktober klokken 10.00 lokal tid, skrev ambassaden på det sociale medie X.

- Hvis grænsen bliver åbnet, ved vi ikke, hvor længe den vil forblive åben for udlændinge for at forlade Gaza, tilføjede ambassaden.

For omtrent en uge siden lød det fra Udenrigsministeriet, at et begrænset antal danske statsborgere befinder sig i Gaza. Ministeriet har ikke oplyst præcist, hvor mange det drejer sig om.

Det er uvist, om åbningen får betydning for danskerne. Ritzau har henvendt sig til ministeriet for en opdatering om situationen.

Lastbiler med nødhjælp har holdt i kø på den egyptiske side af grænseovergangen.

Fra international side har der været stor opmærksomhed om netop Rafah-overgangen.

Fredag besøgte FN's generalsekretær, António Guterres, den egyptiske side af overgangen.

Her opfordrede han ifølge nyhedsbureauet Reuters til, at et meningsfuldt antal lastbiler med nødhjælp får mulighed for at komme ind i Gaza. Han opfordrede til, at kontroller skal være hurtige.

Israel ønsker lastbilerne kontrolleret, så nødhjælp ikke når frem til Hamas.

Denne weekend er det to uger siden, at Hamas angreb Israel.

Israel har indført en total blokade af Gaza. Mad, medicin og brændstof kan ikke komme ind, og ngo'er har advaret om potentielt katastrofale konsekvenser for civile i området.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter