25.07.23

Israelske soldater skyder tre palæstinensere på Vestbredden

Flere medier skriver, at tre personer er dræbt af skud affyret af israelske soldater i Nablus på Vestbredden.
Israelske soldater kommer jævnligt til Nablus. Billedet her er fra mandag.
Israelske soldater kommer jævnligt til Nablus. Billedet her er fra mandag.

Israelske soldater har tirsdag morgen "neutraliseret" tre personer i byen Nablus i den nordlige del af Vestbredden.

Det oplyser Israels militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Forinden skal de tre personer have affyret skud mod soldaterne.

Militæret uddyber ikke, hvilken tilstand personerne er i, skriver Reuters.

Den israelske radiostation Army Radio oplyser dog, at de tre personer er blevet dræbt. Det samme skriver Jerusalem Post.

Ifølge avisen blev tre palæstinensere skudt og dræbt, efter at de selv affyrede skud mod soldaterne.

Det er foreløbig uvist, hvorfor de israelske soldater befandt sig i Nablus.

Byen er under Det Palæstinensiske Selvstyres administration og kontrol. Alligevel kommer israelske soldater jævnligt til byen for at lave ransagninger.

Vestbredden har været besat af Israel siden 1967. Dele af territoriet, som ligger mellem Israel og Jordan, er kontrolleret af Israel.

Andre dele er under fuld palæstinensisk kontrol.

Endelig er der områder, som er administreret af Det Palæstinensiske Selvstyre, men som er kontrolleret militært af Israel.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter