31.07.23

Juli kan blive den vådeste nogensinde i Danmark

Mandag eftermiddag er en gammel rekord for den vådeste juli i Danmark tæt på at blive slået.
Det har regnet næsten 140 millimeter på landsplan i juli. Derfor er den gældende - og gamle - rekord tæt på at blive slået. (Arkivfoto).
Det har regnet næsten 140 millimeter på landsplan i juli. Derfor er den gældende - og gamle - rekord tæt på at blive slået. (Arkivfoto).

Juli 2023 kan ende med at være den vådeste juli i Danmark nogensinde.

Det fortæller Lars Henriksen, som er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Vi ligger på landsplan på 139,9 millimeter regn. For at vi skal slå den gældende rekord, som er helt tilbage fra 1931, så skal vi på landsplan have 0,6 millimeter regn mere, siger han.

Rekorden som blev målt i 1931 var på 140 millimeter, men dengang blev regn ikke målt i decimaler.

Derfor skal man op på 140,5 millimeter, før man kan tale om en rekord ifølge DMI.

Ifølge Lars Henriksen er det uklart, om de sidste 0,6 millimeter regn vil komme mandag.

Han fortæller, at det sandsynligvis vil afhænge af et nedbørsområde, som sent mandag eftermiddag ligger syd for Danmark. DMI forventer, at området vil trække op over det sydlige Danmark.

- Det er det, der skal gøre, at vi på landsplan kan trække de 0,6 millimeter op, men det er usikkert, om det sker, siger Lars Henriksen.

Maj og juni var præget af varme og tørke, men da det blev juli ændrede strømningsmønstret i atmosfæren sig ifølge meteorologen.

Derfor har juli været fyldt med ustadigt sommervejr.

Ifølge Lars Henriksen er det første gang, at mængden af nedbør har været tæt på den 92 år gamle rekord.

Det tætteste vi er kommet på, er den tidligere rekord for den næstvådeste juli, som var i 2007. Her faldt der 126 millimeter regn på landsplan.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter