Det skal være nemmere for kommuner at smide bander og rockergrupper ud af lokaler og ejendomme.
I hvert fald hvis det står til justitsminister Peter Hummelgaard (S).
- Vi ser på at udvide kommunernes mulighed for at gøre det samme, som Tårnby har besluttet sig for at gøre overfor i det her tilfælde Satudarah, siger han.
Tårnby Kommune besluttede onsdag, at rockergruppen tidligere kendt under navnet Satudarah ikke længere må bruge en ejendom i kommunen til klubaktiviteter.
Peter Hummelgaard peger på, at kommunerne, som det er i dag, kan have svært ved at fremskaffe nok grundlag til at smide grupperne ud af klublokaler.
- Derfor sidder vi og kigger på, om vi indenfor grundlovens og forsamlingsfrihedens rammer kan give kommunerne endnu videre beføjelser til at smide bander og rockergrupper på porten, siger han.
Det gør han i den bande- og tryghedspakke, som der lige nu arbejdes på.
Kilde: /ritzau/