En kvinde fandt onsdag en 60 millimeter-granat på en byggeplads.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Vejle Amts Folkeblad.
Kvinden fandt granaten på en byggeplads i den østlige del af Vejle.
- Det var en meget rusten let granat. Det var ikke til fare for nogen. Det sker med mellemrum, at man finder noget gammel ammunition, når man graver, siger Stig Simonsen fra Patruljecenter Midt i Vejle til Vejle Amts Folkeblad.
Stig Simonsen fortæller videre, at kvinden gjorde det rigtige ved at kontakte politiet.
Politiet henvendte sig til Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste med opdagelsen. Ammunitionsrydderne sprængte derefter granaten på den plads, hvor kvinden opdagede den.
Ammunitionsrydningstjenesten bliver af fagfolk omtalt som Explosive Ordnance Disposal (EOD), skriver Forsvaret på sin hjemmeside.
Kilde: /ritzau/