17.04.23

Lavrov: Rusland har interesse i at afslutte konflikten i Ukraine

Ruslands udenrigsminister er i Brasilien, der ønsker at lede indsatsen for at få en fredsaftale for Ukraine.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov (t.v.), er mandag på besøg i Brasilien, hvor han blandt andet har drøftet krigen i Ukraine med sin brasilianske kollega, Mauro Vieira.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov (t.v.), er mandag på besøg i Brasilien, hvor han blandt andet har drøftet krigen i Ukraine med sin brasilianske kollega, Mauro Vieira.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger mandag under et besøg i Brasilien, at Rusland "har en interesse" i at få en ende på konflikten i Ukraine så hurtigt som muligt.

Lavrov mødtes mandag med sin brasilianske kollega, Mauro Vieira.

De to drøftede blandt andet krigen i Ukraine, siger Vieira på en fælles pressekonference.

Her gentog han, at Brasilien ønsker at danne en gruppe af lande, der kan forhandle en fredsaftale på plads for Ukraine.

Situationen er på nuværende tidspunkt fastlåst.

Rusland har gentagne gange sagt, at enhver politisk løsning på konflikten skal indeholde en erkendelse af "realiteterne" på landjorden.

Rusland meddelte sidste år til tonerne af massive internationale protester, at fire provinser i det østlige Ukraine nu er en del af Rusland. De russiske styrker har delvis kontrol med de fire områder.

Ukrainske styrker kæmper for at befri provinserne. Desuden har den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, tidligere sagt, at Ukraine også vil tage Krim-halvøen tilbage, som Rusland annekterede i 2014.

Hvis Rusland vil have krigen afsluttet, skal alle russiske styrker trække sig ud af Ukraine, har den ukrainske regering meddelt.

Senere mandag mødes Lavrov med Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silva. Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Brasilien er det første stop på Lavrovs rundrejse i Latinamerika.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter