10.05.23

Luftalarmer lyder og indbyggere søger dækning i Tel Aviv

Militante grupper i Gaza har sendt hundredvis af raketter mod Israel. 20 palæstinensere er dræbt på to dage.
Palæstinensere sørger uden for et lighus i Khan Yunis i Gazastriben onsdag, hvor fem mennesker er blevet dræbt i israelske angreb mod Gazastriben. Dagen inden blev 15 palæstinensere dræbt, meddeler sundhedsministeriet i den palæstinensiske enklave.
Palæstinensere sørger uden for et lighus i Khan Yunis i Gazastriben onsdag, hvor fem mennesker er blevet dræbt i israelske angreb mod Gazastriben. Dagen inden blev 15 palæstinensere dræbt, meddeler sundhedsministeriet i den palæstinensiske enklave.

Luftalarmer lyder onsdag i og omkring den israelske kystby Tel Aviv. Det er den første advarsel om missilangreb mod byen siden slutningen af august sidste år.

En eksplosion er hørt ved Tel Aviv. Den menes at være udløst af det israelske missilforsvarssystem.

Indbyggere i Tel Aviv og de omkringliggende byer er søgt mod beskyttelsesrum.

Billeder på sociale medier viser sort røg stige op mod himlen.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Der er ikke umiddelbart meldinger om tilskadekomne på israelsk side.

Men i lufthavnen i Tel Aviv betød raketangrebene fra Gaza, at de fly, der var på vej til at lande, kortvarigt måtte udskyde landingen, skriver avisen Jerusalem Post.

Tidligere onsdag lød sirenerne i flere af de byer, der ligger langs grænsen til Gazastriben.

I byen Sderot har en raket ramt et tomt hus. Ingen er kommet til skade, skriver avisen Jerusalem Post.

Palæstinensiske grupper har sendt en byge af raketter mod Israel. Det kommer, efter at israelsk militær har dræbt tre højtstående medlemmer af den militante bevægelse Islamisk Jihad.

Onsdag foretog Israel flere luftangreb rettet mod mål i Gazastriben. Det fik militante palæstinensere til at svare igen ved at sende raketter mod Israel.

Ifølge det israelske forsvar er der affyret mindst 270 raketter fra Gaza.

I en fælles udtalelse skriver militante palæstinensiske grupper, at de har sendt "hundredvis" af raketter mod Israel. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Den forenede modstandsbevægelses angreb er en del af processen med at svare på den massakre, der er begået, siger en talsmand for Hamas-bevægelsen, der har magten i Gazastriben.

De seneste uroligheder har kostet 20 palæstinensere livet på to dage, meddeler sundhedsministeriet i Gazastriben. Fem af dem er dræbt i luftangreb onsdag.

Blandt de 15 dødsofre i Gaza tirsdag var fire børn.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mødtes onsdag med indbyggere i nogle af de områder, der ligger tæt ved grænsen til Gaza.

Her sagde han, at Israel er "klar til en mulig udvidet indsats og hårde angreb mod Gaza".

I den palæstinensiske enklave frygter folk det værste, fortæller den 50-årige indbygger Monther Abdullah til AFP.

- Alle er nervøse, og folk går ikke så meget ud i gaderne, siger han.

- Det føles helt afgjort, som om der er en krig på vej. Der er spænding og frygt både her og der.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter