14.09.23

Miljøagentur: Kemikaliet BPA udgør større risiko end tidligere antaget

Ifølge Det Europæiske Miljøagentur kan kemikaliet bisphenol A selv i små doser svække immunforsvaret.
Bisphenol A har været forbudt i plastikflasker og emballager, der indeholder mad til babyer og småbørn i årevis i EU. (Arkivfoto).
Bisphenol A har været forbudt i plastikflasker og emballager, der indeholder mad til babyer og småbørn i årevis i EU. (Arkivfoto).

Europæere bliver udsat for kemikaliet bisphenol A (BPA) på niveauer "et godt stykke over acceptable sikkerhedsniveauer".

Det udgør en potentiel risiko for millioner af mennesker.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA).

BPA er et syntetisk kemikalie, der er meget udbredt i blandt andet plastik- og metalbeholdere til fødevarer og genanvendelige vandflasker.

Ifølge Det Europæiske Miljøagentur kan kemikaliet selv i små doser svække immunforsvaret.

BPA kan også forårsage sundhedsproblemer såsom infertilitet og allergiske hudreaktioner.

Undersøgelsen er baseret på urinprøver fra 2756 voksne europæere, hvor der blev målt bisphenol A og to andre bisphenoler, som bruges som erstatning for BPA.

De 11 lande er Kroatien, Tjekkiet, Danmark, Frankrig, Finland, Tyskland, Island, Luxembourg, Polen, Portugal og Schweiz.

- Niveauet af overskridelsen over de sikre niveauer varierer mellem 71 procent og 100 procent, siger Det Europæiske Miljøagentur.

- Takket være EU's banebrydende forskningsprojekt om menneskelig biomonitorering er vi i stand til at se, at bisphenol A udgør en meget mere udbredt risiko for vores sundhed end tidligere antaget, siger EEA's administrerende direktør, Leena Ylä-Mononen, i en erklæring.

- Vi skal tage resultaterne af denne forskning alvorligt og tage flere skridt på EU-plan for at begrænse eksponeringen for kemikalier, der udgør en risiko for europæernes sundhed.

BPA har været forbudt i plastikflasker og emballager, der indeholder mad til babyer og småbørn, i årevis i EU.

I februar 2018 indførte EU også strengere grænser for BPA i alle materialer, der har kontakt med fødevarer.

Claudia Sick, biolog og miljøfaglig rådgiver i Plastic Change, siger, at rapporten understreger, at vi er særligt udsatte for de hormonforstyrrende stoffer i bispenol A.

- Vi risikerer vores sundhed og helbred i forhold til langsigtede effekter på vores hormonsystemer. Og vi kan jo se, at vi har store problemer med vores reproduktion generelt, og det her kunne jo være en af årsagerne, siger hun.

Hun mener, at rapporten viser, at EU's lovgivning på området enten ikke bliver fulgt eller ikke håndhævet godt nok.

- Det kan selvfølgelig også være begge dele, så vi skal simpelthen have en strammere lovgivning og en større håndhævning af den, vi har. Måske skal vi også have nogle endnu strammere grænseværdier end dem, vi opererer med i dag, siger hun.

Christina Busk er miljøpolitisk chef i Plastindustrien, som er en brancheforening for danske plastvirksomheder.

Hun mener, at tallene fra undersøgelsen vidner om, at mange mennesker stadig har bisphenol A ophobet i kroppen.

- Noget af det kan være gammel kemi, altså noget som har ligget i kroppen i lang tid, og så er der også noget, som stadig kommer til. Og selvfølgelig skal vi have niveauerne ned på en måde, som er sundhedsmæssigt forsvarlig, siger hun.

Hun tilføjer, at Plastindustrien generelt altid vil hjælpe danske virksomheder med at forstå og overholde lovgivningen.

- Vi erkender også, at vi er en del af en global verden, og at produkter fra andre EU-lande selvfølgelig også skal overholde lovgivningen.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter