03.07.23

Otte palæstinensere dræbt i israelsk militæroperation

Israelsk militær har angrebet mål i Jenin på Vestbredden. Ifølge palæstinensiske myndigheder er otte dræbt.
Der er jævnligt sammenstød mellem israelsk militær og palæstinensiske militante i Jenin. Billedet her er taget i Jenin 19. juni. (Arkivfoto).
Der er jævnligt sammenstød mellem israelsk militær og palæstinensiske militante i Jenin. Billedet her er taget i Jenin 19. juni. (Arkivfoto).

Otte palæstinensere er mandag dræbt under en israelsk militæroperation i byen Jenin i den nordlige del af Vestbredden.

Det oplyser det palæstinensiske sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mindst 50 mennesker er ifølge ministeriet blevet såret, heraf ti alvorligt.

Israelsk militær har meddelt, at det har angrebet terrorrelaterede mål i Jenin.

Droneangreb, bulldozere og hundredvis af soldater har været brugt i det, militæret betegner som "en omfattende antiterrorindsats".

Indbyggere i Jenin fortæller, at de israelske soldater har ødelagt flere huse med bulldozere.

Flere medier, herunder AFP og britiske The Guardian, betegner det som den største israelske militæroperation på Vestbredden i årevis.

Militæret oplyste natten til mandag i en kort udtalelse, at det havde indledt en operation i byen og i en nærliggende flygtningelejr.

- Der er bombardementer fra luften og en invasion på landjorden, siger Mahmoud al-Saadi, som er direktør for den palæstinensiske afdeling af hjælpeorganisationen Røde Halvmåne i Jenin.

- Flere huse og andre steder er blevet bombet. Der stiger røg op alle steder.

Israelsk militær oplyser, at dets styrker har angrebet en bygning, der fungerede som kommandocentral for Jenin-brigaderne, der er en sammenslutning af forskellige militante grupper i byens flygtningelejr.

Hundredvis af medlemmer af blandt andet de militante grupper Hamas og Islamisk Jihad menes at opholde sig i lejren.

Der har i flere uger været spekulationer om, hvorvidt en større israelsk militæroperation var under opsejling på Vestbredden.

Vestbredden har i månedsvis været præget af spændinger mellem palæstinensere og israelsk militær.

I slutningen af juni blev tre palæstinensere dræbt i et sjældent droneangreb udført af det israelske militær. Forud for angrebet havde de tre angiveligt åbnet ild i den nordlige del af Vestbredden.

Få dage forinden blev syv palæstinensere dræbt i en militæroperation i Jenin, skriver Times of Israel.

Samtidig blev otte israelske soldater såret af en vejsidebombe og i sammenstød med bevæbnede palæstinensere.

Vestbredden har været besat af Israel siden 1967.

Det Palæstinensiske Selvstyre har fuld kontrol over dele af Vestbredden, mens andre dele af området enten er under fuld israelsk kontrol eller under både israelsk og palæstinensisk administration.

Jenin er under palæstinensisk administration og kontrol. Alligevel gennemfører israelske soldater jævnligt operationer i byen.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter