12.10.23

Putin besøger udlandet for første gang siden arrestordre

I Kirgisistan skal Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødes med sin modpart, Sadyr Japarov.
Vladimir Putin har kun få gange forladt Rusland, siden han beordrede Ukraine invaderet i februar 2022. (Arkivfoto).
Vladimir Putin har kun få gange forladt Rusland, siden han beordrede Ukraine invaderet i februar 2022. (Arkivfoto).

Den russiske præsident, Vladimir Putin, er ifølge statslige russiske nyhedsbureauer torsdag morgen ankommet til Kirgisistan.

Besøget markerer Putins første udlandsrejse, siden Den Internationale Straffedomstol (ICC) udstedte en arrestordre på ham i marts.

Arrestordren påkræver ICC's medlemmer at anholde vedkommende, den er blevet udstedt mod, hvis personen sætter fod i landene.

I Kirgisistan, som ikke er medlem af ICC, skal Putin mødes med landets præsident, Sadyr Japarov.

Desuden skal han deltage i et topmøde for Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG), hvor Putins nære allierede, den belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenko, også er med.

Foruden Rusland tæller SNG Armenien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Kirgisistan, Moldova, Tadsjikistan, Usbekistan, Hviderusland.

Den tidligere sovjetiske republik Kirgisistan er et bjergrigt land i Centralasien, der grænser op til Kina, Kasakhstan, Tadsjikistan og Usbekistan.

Putin har kun få gange forladt Rusland, siden han beordrede Ukraine invaderet i februar 2022.

I år er han kun rejst til de dele af Ukraine, som Rusland ulovligt har besat.

De seneste udlandsrejser, Putin ellers har foretaget sig, var til Belarus og Kirgisistan i december sidste år.

Putin har dog tilsyneladende igen fået blod på tanden i forhold til at se den store vide verden.

I øjeblikket arbejder Rusland på at arrangere statsbesøg til både Nordkorea og Kina, som heller ikke er ICC-medlemmer.

Rusland har selv beskrevet udsigten til Putins mulige anholdelse i udlandet som en ulovlig krigserklæring.

I praksis har Rusland dog tilsyneladende udvist forsigtighed.

Da der var topmøde for BRIKS-landene i ICC-medlemslandet Sydafrika i august, var det med russisk deltagelse i form af udenrigsminister Sergej Lavrov i stedet for Putin.

AFP

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter