03.05.23

Rusland anklager Ukraine for droneangreb på Kreml

Ukraines præsident Zelenskyj afviser på pressemøde, at Ukraine har forsøgt angreb med droner på Kreml.
Russiske medier viser ifølge nyhedsbureauet Reuters en video, hvor hvid røg stiger op fra Kreml. Reuters har ikke været i stand til at bekræfte videoens ægthed. (Arkivfoto).
Russiske medier viser ifølge nyhedsbureauet Reuters en video, hvor hvid røg stiger op fra Kreml. Reuters har ikke været i stand til at bekræfte videoens ægthed. (Arkivfoto).

Rusland anklager Ukraine for droneangreb på Kreml natten til onsdag. Det skriver det statsejede russiske nyhedsbureauet RIA ifølge Reuters.

Den russiske præsident Vladimir Putin kom ifølge RIA ikke til skade i forbindelse med det formodede angreb.

Rusland betragter angrebet som en planlagt terroraktion og forbeholder sig retten til at gengælde angrebet, lyder det fra Rusland ifølge nyhedsbureauet.

- Vi betragter det som en planlagt terrorhandling og et attentatforsøg på præsidenten, lyder det fra regeringen.

Ukraine nægter onsdag at stå bag det formodede droneangreb. Det siger den ukrainske præsident Volodymy Zelenskyj på et pressemøde.

- Vi angriber ikke Putin eller Moskva. Vi kæmper på vores eget territorium, siger han.

En rådgiver for Zelenskyj sagde tidligere onsdag, at de russiske beskyldninger, om at Ukraines står bag det formodede droneangreb, være et tegn på, at Rusland forbereder et større angreb mod Ukraine i de kommende dage.

De to droner skal ifølge den russiske regering have været rettet mod Putins bolig i det russiske magtcentrum.

Dronerne blev, før de nåede deres mål, angiveligt sat ud af spillet af det russiske forsvar.

- To ubevæbnede luftfartøjer var rettet mod Kreml. På baggrund af rettidige aktioner truffet af det russiske militær og specialtjenester med brug af radarsystemer blev de sat ud af spillet, udtaler den russiske regering.

Russiske medier viser ifølge Reuters en video, hvor hvid røg kan ses stige op fra Kreml. Reuters har ikke været i stand til at bekræfte videoens ægthed.

Moskvas borgmester, Sergei Sobyanin, har onsdag nedlagt et øjeblikket forbud mod uautoriserede flyvninger med droner.

Rusland har siden krigens begyndelse flere gange anklaget Ukraine for at angribe mål i Rusland.

Herunder beskyldte Rusland i december Ukraine for at have angrebet en luftbase i Rusland, der huser bombefly udstyret til at bære atomvåben.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter