Socialdemokratiske kredsformænd spekulerer nu åbent i, hvem der skal efterfølge Mette Frederiksen (S), hvis statsministeren bliver ny generalsekretær i Nato.
DR har talt med "stort set alle" de 92 socialdemokratiske kredsformænd, skriver mediet uden at specificere det nærmere.
I rundringningen nævner kredsformændene oftest Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard som de mest oplagte efterfølgere.
Den socialdemokratiske kredsformand i Lyngby-Taarbæk, Leif Luxhøj-Pedersen, peger på Nicolai Wammen.
- Jeg synes, at det mest naturlige i sådan en situation ville være Nicolai Wammen. Han er jo finansminister og har været med i mange år i inderkredsen. Det ville også give mest stabilitet med ham, siger han til DR.
I Ballerup siger kredsformand Anders Friis, at Peter Hummelgaard vil være bedst til at tiltrække vælgergrupper i "det såkaldte produktionsdanmark".
- Hvis vi skulle vælge ny formand nu, så foretrækker jeg Peter Hummelgaard. Den linje han har stået for både som beskæftigelsesminister og nu som justitsminister, kan jeg rigtig godt lide. Han er en klassisk socialdemokrat, og han repræsenterer på den helt rette måde arbejdervælgerne, siger han til DR.
Kilde: /ritzau/